Annika Knudsen Lorentsen
Flot fremvist af tyske Helen Langehanenberg tog Dansk Varmblodshoppen Straight Horse Ascenzione e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Straight Horse) i dag titlen som vinder af Nürnberger Burg Pokal 2021 for unge dressurheste mellem 7 og 9 år.
Sammen opnåede ekvipagen hele 77,268 procent i Prix St. Georg, og det var lige nok til, at den danskopdrættede hest tog sejren foran hannoveranerhesten Schöne Scarlett, som ligeledes blev redet af Helen Langehanenberg.
I denne finale var Daniel Bachmann Andersen til start med den 8-årige Caracciola MT e. Chin Champ/ Calido I og sammen blev de nummer 7 med 72,659 procent.
Total Hope vinder af Louisdor Preis 2021
Finalen i Louisdor Preis, som er en turnering for 8-10 årige heste på Grand Prix-niveau er netop afsluttet og her blev det hingsten Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Christine Arms-Krogmann) som tog sejren.
Hingsten er ejet af danske Lone Bøegh Henriksen, som har HP Horses og tyske Paul Schockemöhle i fællesskab. Hingsten bliver redet af norske Isabel Freese, som i dag formåede at ride ham til hele 77,540 procent og det var dermed en stensikker sejr.