Kristine Ulsø Olsen
I dag mandag, var sidste dagen før den første uge ved Odense Hors Festival, hvilket betød at der stod Grand Prix springninger på programmet.
I dagens første klasse, CSI2* Small Tour 1,35 cm skulle der i den grad rides stærkt og fejlfrit i fase 2, for at være med i toppen. Det formåede klassens sidste rytter, danske Jessica Vinther Jensen på Levante 14 om nogen. Med tiden 25,58 sekunder, red Jessica og Levante sig direkte ind på førstepladsen i klassen som den sidste rytter ud af 76 ekvipager. Lige i hælene havde hun Camilla Ernst på Pegasus Bridge Z, som red sig ind på andenpladsen efter en fejlfri anden fase i tiden 25,74 sekunder. På tredjepladsen blev det norske Pål Flam på Briljantbridge B, med en hurtig runde på 25,79 sekunder.
Hvis man troede at de danske ryttere var færdige med at høste placeringer i dagens klasser, så tog man grueligt fejl. I CSI 1* Grand Prix 1,40 cm, tilfaldt hele 10 ud 12 placeringer, Danmark. Den hurtigste af dem alle, blev Mathias Nørheden Johansen på Tripoli 3, som fløj direkte ind på førstepladsen som sidste rytter i klassen, efter en omspringning i tiden 34,78 sekunder. På andenpladsen blev det Martin Dinesen Neergaard, som for kort tiden siden blev ansat hos Schou Absolut Horses. Efter kun lidt over én uge i sadlen på de forskellige heste, red han og Eurvetto O en hurtig og fejlfri omspringning i tiden 35,79, som sikrede dem andenpladsen. Ind som nummer tre blev det den kun 19-årige Frederikke Strøm på Townhead CHatswin R, som ellers red en ganske hurtig runde i tiden 35,15 sekunder, men desværre med 4 fejl.
Og hvis man så derefter troede at Martin Dinesen Neergaard lige skulle bruge tid til at finde ind til de forskellige heste som han nu rider på, så tog man også fejl. Med Christoph Columbus, tidligere redet af Christian Schou, red han sig til sejr efter en fantastisk omspringning, hvor publikum holdt vejret imens Martin red ind som dagens aller sidste rytter på springbanen. Det betød også at publikun kunne juble da Martin og Christoph Columbus red en fejlfri omspringning med en tid på 32,34 sekunder, henviste svenske Frederik Jönsson på Cold Play til andenpladsen, mens endnu en svensker, Alexandra Erikson på Liss Royal blev nummer tre.