Annika Knudsen Lorentsen
Det var spændende at overvære de danske rytteres ridt ved årets Nations Cup på 4-stjernet niveau ved Falsterbo Horse Show, hvor de danske ryttere leverede en pragtpræstation og sikrede sig en overlegen sejr foran de fire øvrige nationer.
Allerede i går lagde det danske hold sig solidt i front efter fire ridt i Grand Prix, hvor takterne overordnet var rigtig gode, men hvor der dog løb lidt fejl ind for et par af rytterne.
I dag skulle holdkonkurrencen afgøres med to ryttere til start i Grand Prix Special og to ryttere i Grand Prix kür. I Grand Prix Special red Anna Zibrandtsen med Quel Filou e. Quaterback/ Stedinger og Daniel Bachmann Andersen med Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hros Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen).
Anna leverede dagens bedste special-præstation med 75,745 procent, og fik blandt andet et par 9-taller af dommerne i dag.
– Jeg er meget glad og super stolt. Han var virkelig klar i dag, og han ville virkelig gerne fremad og arbejde. Han er så positiv og jeg smilede bare hele vejen rundt, fortæller Anna.
– Vi har præsteret rigtig godt, og der har også været nogle nyere ryttere med på holdet her i Falsterbo. Så jeg er meget glad for præstationen på hele holdets vegne. Generelt er det danske hold stærkt, f.eks. også i Aachen, hvor holdet også leverede en god præstation. Det tror jeg i høj grad skyldes, at vi har et godt grundlag, gode trænere, gode heste og, at vi støtter hinanden. Det er virkelig vigtigt med en god teamspirit, fortæller Daniel. I videoen nedenfor kan I høre et interview med Daniel fra kort efter dagens sejr.
Flotte kür-ridt
Mens Daniel og Anna leverede flotte præstationer i special, gjorde Nadja Aaboe Sloth og Anne Marie Hosbond det i kür. Anne Marie Hosbond er debutant i Nations Cup-sammenhænge, og sammen med den 10-årige Scarlett 712 e. San Amour I/ Comics red hun til 76,345 procent i deres kür. Deres personligt bedste resultat.
– Jeg var meget glad for mit program i dag. Det er stadig lidt nyt for mig, men jeg er meget glad for hendes udvikling. Hun er kun 10 år, og jeg tror, at hun har en rigtig god fremtid foran sig, fortæller Anne Marie om Scarlett.
Nadja Aaboe Sloth red Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen). Sammen red de sig til 76,9 procent i dagens kür. Nadja og Daniel var begge en del af det danske hold her i Falsterbo sidste år, så i år lykkedes det dem at sikre sejren i Nations Cuppen for andet år i streg.
I kür var det svenske Patrik Kittel der leverede dagens præstation. Sammen med Touchdown e. Quaterback/ Sack red han til hele 85,905 procent og sikrede sig en overlegen individuel sejr. Det svenske hold sikrede sig andenpladsen i Nations Cuppen.
Næstbedste rytter i dagens kür var hollandske Thamar Zweistra, og med hendes ridt i sadlen på Hexagon's Ich Weiss e. Hexagonøs Rubiquil/ Negro sørgede hun for at det hollandske hold tog tredjepladsen i holdkonkurrencen.