Annika Knudsen Lorentsen
22 danske springryttere er placeret i top-1000 på den nyligt opgjorte verdensrangliste i springning, og det vidner om, at den danske springelite består af flere ryttere, end den tidligere har gjort.
Hvis man sammenligner med vores svenske naboer, som jo gør det særdeles godt i springsporten, så nærmer Danmark sig det samme antal ryttere i top-1000. Sverige har 27 ryttere i top-1000 på listen, hvoraf der er fire i top-100. Her har Danmark blot en enkelt, mens man kan tælle 22 i top-1000.
Hvis man sammenligner de to landes indbyggertal, hvor Sverige har godt 10 millioner og Danmark omkring 5,8 millioner, er det endnu tydeligere at se, at den danske springsports bredde er blevet større. Det glæder landstræner Bo K. Møller.
– Det er fantastisk, at Andreas har redet sig så langt opad verdensranglisten, men det er også værd at bemærke, at vi som nation har mere end 20 ryttere i top-1000. Vi har flere ryttere, der gør sig godt på topniveau, end tidligere, og det lover godt for fremtiden, fortæller han.