Grethe Næsby
Fra i dag og weekenden over afholder Danish Derby i år Dangrønt Danish Christmas Show Dressage med finale i Bundgaard Byg Cup og finale i DRIF Cup. Nogle af landets bedste dressurryttere vil stille til start ved stævnet, som ud over finalerne i Bundgaard Byg Cup og DRIF Cup ligeledes byder på dressur på højeste niveau med en spændende Dangrønt Grand Prix lørdag og Dangrønt Grand Prix Special søndag, hvor der er en Bloomert hestetrailer til en værdi af 45.000 kr. til vinderen. Bundgaard Byg Cup-finalen rides lørdag i Intermediaire I og søndag i den afgørende Intermediaire I Kür. Det er altid en fornøjelse at se nogle af de kommende stjerner på dressurhimlen dyste i denne konkurrence, hvor flere af landets topryttere starter deres forhåbentlig kommende Grand Prix-heste. DRIF Cup er den landsdækkende konkurrence for klubhold, hvor ekvipager på let niveau har mulighed for at konkurrere på landsplan. Der rides i hold på fire ekvipager, og der er i alt afviklet syv kvalifikationsrunder i DRIF Cup. Både i kvalifikationen og i finalen rider henholdsvis to ekvipager LA2 og to ekvipager LA6. Danish Christmas Show Dressage har valgt at invitere nogle af landets bedste unge ryttere til deltagelse i klasser for kat. I ponyer samt U18 og U21 klasser i Stutteri Horsebo junior-/ungryttertur. Konkurrencerne starter fredag og kulminerer om søndagen i kürklasser for både juniorer, ungryttere og kat. I ponyryttere. Om lørdagen afholdes auktion for et udvalg af de hingste, der ikke er gået videre ved Forbesigtigelsen. Billetter kan købes ved indgangen eller bestilles på www.danishderby.dk. Læs meget mere om programmet via linket i højre side og find også katalog over alle de dejlige unghingste på auktion.