Dagens eneste 9-taller gik til Utzon

17-11-2024 15:32

I denne weekend har Dansk Varmblod Region 7 stået i spidsen for årets sidste egnethedstest i både spring og dressur i Jylland. Egnethedstesten i springning er netop afviklet i Brønderslev, hvor dagens eneste 9-taller gik til vinderen

Copyright Ridehesten.com
Dagens vinder, Utzon AIS, med Iben Just Madsen i sadlen og Anni Just Madsen (avler) ved siden. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Brønderslev Rideklub i Dansk Varmblods region 7 var her til formiddag værter for årets sidste egnethedstest i springning i Jylland. Her var 23 4-årige springheste på banen for at blive bedømt af dagens kompetente dommerteam, som bestod af Johnny Hansen, der er den gennemgående dommer til alle årets egnethedstests i springning, samt den ene af de to supplerende dommere, landstræner i springning, Bo K. Møller.

Utzon AIS e. Syvhøjegårds Unforgetable SWB/ Chandler blev dagens bedste hest med 875 point fordelt over 9,0 for teknik, kapacitet og galop samt 8,0 for ridelighed. Den smukke skimle vallak var også den eneste, der modtog 9-taller til dagens egnethedstest, og med hele tre af dem, var det altså nok til at løbe med sejren. Den smukke vallak er opdrættet af rytteren selv i samarbejde med hendes mor, Anni, nemlig Iben Just Madsen

Han er en stor fedtmule, men han har virkelig bare været sød og nem med alt, tilridning og indspringning, han er bare en rigtig kammerat. Lige fra dag ét har han haft en fantastisk galop, meget balanceret. Han er lavet på en af vores egne hopper, som blev skadet, og så lavede vi ham her. Desværre er hoppen her ikke længere, så det er dejligt at have et godt minde efter hende. Han har været virkelig bare været fin hele vejen, og finder sig i alt. Han er bare superdygtig, fortæller Anni og Iben Just Madsen om dagens vinderhest. 

Andenpladsen gik til Unbeatable JM DWB e. Untouchable/ Ladas, der opnåede dagens højeste ridelighedskarakter, nemlig 8,5. Med 837,50 point blev den smukke røde vallak placeret på en flot andenplads med 8,5 i teknik, 8,5 i kapacitet, 8,0 i galop og 8,5 i ridelighed. Hesten er opdrættet af Melanie Andersen og Jørgen K. Hansen, og blev i dag redet flot rundt af Mette Askham Jensen

Copyright Ridehesten.com
Andenpladsen gik til Unbeatable JM DWB med Mette Askham Jensen i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Tredje bedste hest i dag blev den skimlede hoppe, Birkegårdens Havana e. Hickstead White/ Carson Ask. Med 8,0 i både teknik, kapacitet, galop og ridelighed endte hoppen på et dejligt rundt tal, 800 point, men da hoppen har fået føl i indeværende år, tilføjes 25 point til resultatet, og dermed endte resultatet på 825 point og en tredjeplads. Hoppen er opdrættet af Heidi Rasmussen og blev i dag flot fremvist af Christian Tang Nielsen

Med det blev årets sidste Egnethedstest i Jylland afviklet med stor succes. Næste egnethedstest foregår allerede på søndag, den 24. november, i Dansk Varmblod region 2, hvor Riders Cup ligger deres smukke faciliteter til.

Se det fulde resultat fra dagens egnethedstest her. 

Copyright Ridehesten.com
Birkegårdens Havana blev nummer tre med Christian Tang Nielsen i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner