WBFSH’s årsmøde er skudt i gang

17-10-2019 16:41
Avl

I dag er WBFSH’s årsmøde i fuld gang på Le Cadre Noir ved Saumur i den franske Loire-region. Netop i eftermiddag finder det første seminar sted, og det omhandler noget så spændende som muligheden for at udvikle et internationalt avlsindeks

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Over 100 deltagere fra 26 lande deltager i dette årsmøde, der omfatter World Breeding Federations for Sport Horses’ generalforsamling (i morgen fredag) samt faglige seminarer, og netop i eftermiddag er det første seminar på programmet. Det omhandler som sagt muligheden for at udvikle et internationalt avlsindeks for at fremme ridehesteavlen.

En række talere har i eftermiddag kastet lys på denne mulighed, og det har blandet betydet, at vi har været omkring kvægavlen, hvor man allerede i 1970’erne gik over til kunstig inseminering og derfor begyndte at udvikle avlsindeks på tyrenes arvelighed med fokus på kød- såvel som mælkeproduktion. Det førte til Interbull, der har udviklet et internationalt avlsindeks, der har haft meget stor betydning for udviklingen af den internationale kvægavl. Senere på dagen skal vi høre om erfaringerne fra det nordiske Interstallion-projekt.

Læs mere om internationalt avlsindeks her.

World Breeding Federations for Sport Horses blev grundlagt i 1994 og har derfor 25-års jubilæum i år. Dansk Varmblods formand Jan Pedersen har været formand for WBFSH siden 1999 og har altså 20-års jubilæum i år, hvor han også er på valg ved generalforsamlingen (fredag den 18. oktober). Ligeledes i 1999 tiltrådte HKH Prinsesse Benedikte som protektor for organisationen. I skrivende stund er HKH Prinsesse Benedikte på vej til Saumur for at deltage i aftenens arrangement og ligeledes være til stede under en del mødeaktiviteterne i morgen. Fra Danmark deltager endvidere formanden for Dansk Varmblods avlsledelse, Inge Madsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Se her det fulde program for årsmødet.

Efter morgendagens workshop, seminar og generalforsamling vil der lørdag være mulighed for at besøge stævnepladsen i Le Lion d’Angers, hvor UVM for militaryheste er i fuld gang lige nu, og netop lørdag er den helt store dag, hvor der typisk kommer over 20.000 gæster på stævnepladsen for at følge terrænspringningen i den smukke slotspark.

Læs mere om WBFSH’s årsmøde her.

I de kommende numre af magasinet Ridehesten vil man kunne læse om årsmødet i Frankrig.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner