Coronavirus kan også smitte heste, men ikke Covid-19

16-03-2020 09:20

Merete Haahr

Coronavirus påvirker os alle, og uvisheden om coronavirussen og dens smittefare vækker bekymring over hele landet. Derfor er det nærliggende for hesteejere at tænke over hvorvidt smitten også kan sprede sig fra heste til mennesker  

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Equine Coronavirus og Covid-19 er begge coronavirus, men alligevel er de to forskellige virus. Det fortæller Professor Ken Smith, som er professor i dyrepatologi med speciale i kæledyr og leder af befolkningsvidenskab ved Royal Veterinary College i England. Han har beskæftiget sig med de forandringer, der sker i kroppens væv ved sygdomme. 

– Der er ingen videnskabelig belæg i øjeblikket for at Equine Coronavirus eller Covid-19 kan smitte fra heste til mennesker eller omvendt, fortæller han. Husdyr er sjældent bærere af coronavirus, på samme måde som andre smitsomme sygdomme, og hesteejere skal derfor heller ikke være bekymrede for om hestene nu er smittebærere.

Derimod kan Coronavirus fra vilde dyr være farlige, idet de kan mutere og sprede sig til mennesker, men det er vigtigt at forstå forskellen mellem coronavirus i husdyr og fjerkræ, sammenlignet med den virus der stammer fra vilde dyr, fortæller dyrlæge Heather Simmons, direktør for instituttet for smitsomme dyresygdomme ved universitetet i Texas. 

Hos vilde dyr, blandt andet hos flagermus, har man set 100 forskellige variationer af coronavirus.  Desmerdyr var årsagen til Sarsudbruddet i Kina i 2002 og myreslugere mistænkes for at være kilden til det seneste udbrud af Covid-19. I Kina og østasien er der tradition for at sælge og slagte blandt andet flagermus, desmerdyr og myreslugere på åbne markeder, og det kan være med til at sprede en ny epidemi, fortæller Heather Simmons. 

Ligesom SARS-udbruddet i 2003, kan coronaepidemien føres tilbage til Kinas såkaldte wet markets – det er udendørsmarkeder, hvor man kan købe levende dyr, der dræbes og slagtes på stedet for kunderne. Dyrene holdes i bure tæt sammen, og deres kropsvæsker som blod, urin og afføring blandes og det kan let blive en rugekasse for nye virusepidemier. Indtil slutningen af december 2019 havde alle, som var blevet smittet, tilknytning til markedet i  Wuhan. I andre østastiatiske lande sælger man et utal af dyrearter, ulve, slanger, rotter, bævere fjerkræ og krybdyr på lignende måde, og denne form for dyrehold, hvor mange forskellige arter i stort antal  holdes i små bure,  i tæt kontakt med hinanden og med mennesker, er med til at skabe et usundt miljø hvor virus let kan mutere. Handel med vilde dyr blev forbudt i forbindelse med SARS-udbruddet, men blev ophævet et halvt år senere. Først i slutningen af januar i år, har de kinesiske myndigheder igen lavet et midlertidigt forbud for denne form for handel. Zhou Jinfeng, direktør for en kinesisk NGO for biodiversitetsbevarelse og grøn udvikling (CBCGD), kræver også en øget indsats imod ulovlig smugling af vilde dyr foruden et permanent forbud for handel med dem. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

WHO har rapporteret at man ikke har set coronavirus der smitter fra husdyr til mennesker, men at man skal udvise generelle hygiejne tiltag, som at vaske hænder efter at have rørt ved dyrene. 

Det er meget vigtigt at forstå forskellen mellem den virus der er blandt vilde dyr som holdes og slagtes på markeder og vores domesticerede husdyr, understreger Heather Simmons. Vi har haft coronavirus hos husdyr i flere år, men vi har endnu ikke set sager hvor de har smittet til mennesker eller omvendt.

Det er kun få år siden at virussen er blevet opdaget i heste. Det påvirker tarmsystemet, og giver milde symptomer på sløvhed og diarre. De fleste heste kommer sig hurtigt igen. Equine Enteric Coronavirus (Ecov) er som regel en mild infektion, og kun i meget svære tilfælde kan det have dødelig udgang, som regel i forbindelse med anden sygdom. 

Prognosen er god, de fleste inficerede dyr vil ikke engang udvise symptomer. Equine Coronavirus spreder sig gennem afføringen fra en smittet hest, som bliver indtaget af en anden hest på marken, eller via objekter der er i berøring med afføring, som f.eks. hestens boks eller en greb der bruges til udmugning. Inkubationsperioden er to til fire dage.

Siden Equine Coronavirus ikke er det samme som Covid-19, den sygdom der i øjeblikket spreder sig hos mennesker, så er der ikke grund til at være bekymrede for om heste og mennesker kan smitte hinanden, og du kan forsat have den samme omgang med heste som du plejer. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner