Cambodia førte fra start til slut

10-03-2013 11:55

Maja Golles

DV's Hingstekåring | På den sidste dag af årets hingstekåring i Herning faldt afgørelsen i Katrinelund Unghestechampionatet i springning, og vinderen blev den skimlede Carmargue-datter Cambodia, der allerede lagde sig i spidsen på konkurrencens første dag

Copyright Ridehesten.com
Henrik Hansen med sin hjemmeavlede Cambodia, der med Louise Søgaard i sadlen netop har vundet Katrinelund Unghestechampionat.

Cambodia e. Carmargue er avler og ejet af Henrik Hansen, og blev i Herning flot fremvist af Louise Søgaard. Allerede i konkurrencen første runde trak hoppen fra konkurrenter med bl.a. fire 9-taller fra de to dommere, Bo Kristoffersen og Bo K. Møller. I den anden runde med egen rytter cementerede Cambodia og Louise deres føring, og scorede 9,5 for kapacitet fra de to dommere, der bl.a. beskrev hoppen som værende i besiddelse af en kæmpe kapacitet og en særdeles god og regulerbar galop. Også unghestechampionatets testrytter, norske Stein Endresen, var begejstret for hoppen, som han gav 9 for kapacitet og 7 for ridelighed. - Det er en hest, der har alt det man kan ønske sig i kapacitet, men mangler måske en smule i ridelighed, men det kommer når den bliver stærkere, sagde Endresen. Cambodia sluttede i alt med 852,5 point.

Den samlede 2. plads blev indtaget af endnu et Carmague-afkom, nemlig vallakken Dior, ejet og avlet af Svend Ove Jensen, og redet af Bjarne Mark. Dior var blandt de heste, der scorede flest point hos testrytter Stein Endresen, der gav den imponerende vallak 9 for ridelighed og 8,5 for kapacitet. Faktisk var Stein Endresen så begejstret for Dior at han sammen med Ib Kirk og Katrinelund købte vallakken på lørdag aftens Forårsauktion. Dior sluttede Unghestechampionatet med sammenlagt 846,3 point.

Nr. 3 blev guldmedaljehoppe Bøgegårdens Quintana e. Bøgegårdens Quidam, avlet og ejet af Stinna & Jørgen Schmidt fra Stutteri Bøgegården og redet af Jesper Meyenburg. Quintana, der i 2011 blev udpeget til Bedste Springbetonede Hoppe i Dansk Varmblod, var placeret blandt de bedste efter de første to runder med egen rytter, men det var de meget flotte karakterer fra testrytter Stein Endresen, der sendte hoppen op i top-3. Quintana blev af Stein Endresen betegnet som en af de bedste heste i konkurrencen og fik 9,5 for kapacitet og 9,0 for ridelighed. Dermes sluttede Quintana med sammenlagt 845 point.

Udover at afprøve hestene, skal testrytteren også udpege "Den Gladeste Hest" i Unghestechampionatet, og her faldt Stein Endresens valg på den sidste hest han afprøvede, nemlig Stutteri Bøgegårdens guldmedaljehoppe Bøgegårdens Quintana. – Det er en meget harmonisk hest, der er konstant i balance og som lytter meget til sin rytter, sagde Stein Endresen bl.a. om Quintana.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner