Brandtbjergs Divya solgt til ung dressurrytter

07-09-2025 11:32

Den succesfulde guldmedaljehoppe Brandtbjergs Divya er solgt til Theresa Rosenkilde. Efter flotte resultater med Anders Hoeck, herunder sølv ved årets UVM i Verden, venter nu et nyt og spændende kapitel for hoppen

Copyright Ridehesten.com
Efter et fantastisk UVM i Verden med Anders Hoeck i sadlen, er Brandtbjergs Divya netop blevet solgt. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Den danske guldmedaljehoppe Brandtbjergs Divya e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Olymbrio, opdrættet af Anette Soltze og Erik BuhlStutteri Brandtbjerg, har gjort sig bemærket både i sport og avl de seneste par år. Nu venter der endnu et nyt kapitel for den talentfulde hoppe, der netop er blevet solgt til den unge dressurrytter Theresa Rosenkilde.

Jeg er utrolig glad og taknemmelig for, at jeg måtte overtage tøjlerne til Divya. Jeg håber på en fremtid, hvor hun forbliver glad og sund, så vi kan fortsætte vores udvikling sammen i forhåbentlig mange år. Jeg faldt for hendes meget rolige og kærlige sind og følte mig tryg på hende fra første gang, jeg sad på hende, fortæller Theresa Rosenkilde om det nye makkerskab. 

Copyright Ridehesten.com
Det er den talentfulde dressurrytter Theresa Rosenkilde, der overtager tøjlerne. Foto: Privat

Fra sadelkåring til international succes
Brandtbjergs Divya blev tilredet og klargjort til sadelkåring på Hesselhøj, hvor hun i 2019 imponerede med 880 point og titlen som bedste hoppe ved kåringen på Blue Hors. Allerede dengang var det Anders Sjøbeck Hoeck, der sad i sadlen, og partnerskabet blev sidenhen en stor succes.

Som 5-års placerede ekvipagen sig som nummer to i championatsfinalen, og i år fulgte højdepunktet, da de fik en plads på UVM-holdet for 6-års heste. Her red de sig til en imponerende sølvmedalje i A-finalen, hvor dommerne blandt andet kvitterede for 9,6 for trav og en samlet score på 90%. Hun blev beskrevet som en letfodet, intelligent og yderst kapacitetsstærk hoppe. I første kvalifikation scorede hun da også hele 92%. 

Hun er nem, hun har tre gode gangarter, og det er jo en god start, som gør det nemt at arbejde med. Hun er nem at have med, der får hun fem stjerner, fortalte Anders Hoeck under UVM i Verden. 

Foruden de sportslige resultater har Divya allerede sat sit præg i avlen. Hos Stutteri Søbakkehus, der købte hende som unghest, fik hun i 2025 et hoppeføl via embryo transfer efter Søbakkehus First Mover - en kombination, der forener to stærke danske avlslinjer. 

Divyas avlere Anette Stoltze og Erik Buhl glæder sig over, at hoppen både får chancen i sporten og i avlen, for som de fortalte under UVM i Verden, er det en rigtig god reklame for deres stutteri.

Copyright Ridehesten.com
Anders Hoeck og Brandtbjergs Divya fra UVM i Verden omgivet af fra venstre formand for DV og WBFSH, Jan Pedersen, opdrætterne fam. Buhl, Hans Jørgen Hoeck, tidligere ejer Agnete Holmsted fra Søbakkehus, protektor for WBFSH H.K.H. Prinsesse Benedikte, Cecilie Hedegaard, dommere, stævnearrangører og sponsorer. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

En ny rejse venter
Med salget til den talentfulde unge dressurrytter, Theresa Rosenkilde, åbner der sig et nyt kapitel for Brandtbjergs Divya. Hoppen har allerede bevist sit værd i sporten, vist sit potentiale i avlen, og nu er hun klar til at fortsætte sin rejse sammen med en ny rytter. 

Det er ikke den første stjerne, som Theresa Rosenkilde får i stalden. Sammen med sine to søstre, Sofia Rosenkilde og Margaretha Rosenkilde huser familien nemlig Stald Rosenkilde, hvor heste som blandt andet Blue Hors Zwobber, Blue Hors Kingston, Poseidon Majlund og nu Brandtbjergs Divya hører hjemme. 

Se Theresa Rosenkildes Instagram-opslag, hvor hun byder Brandtbjergs Divya velkommen: 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen