Anders Hoeck vinder DM i dressur for junior

09-08-2020 13:57

Marie Helene Rigård Rohleder

– Det kunne ikke være gået bedre, fortæller en glad Anders Hoeck, som netop har vundet DM i dressur for junior til landsstævne i Ringsted Sports Rideklub, hvor han er blevet placeret i alle sine starter (video)

Copyright Ridehesten.com
Anders Hoeck og Blue Hors Zwobber. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Høj sol og flere heste i topform lød weekendens program på til DM i dressur for juniorer i dag, hvor Anders Hoeck og Blue Hors Zwobber red sig til en overlegen sejr i finalen med 79.550 procent!

Det var været en helt igennem fantastisk stævneweekend for Anders Hoeck, som både har vundet Grand Prix med sin anden hest Stenkjers Naromi e. Blue Hors Romanov/ Frühling, og nu slutter af med at vinde Agria DRF-mesterskab for junior.

– At vinde DM er jo bare prikken over I’et. Vi havde en rigtig god tur, hvor især travprogrammet gik super. Det føltes godt, og Zwobber var bare på i dag, siger Anders Hoeck til ridehesten.com, da vi møder ham efter dagens flotteste ridt.

Copyright Ridehesten.com
Anders Hoeck og Blue Hors Zwobber. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Blue Hors Zwobber e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Romanov (opdr. Blue Hors Aps) har gennem hele weekenden ligget stensikkert i front til Agria DRF-mesterskab i dressur for juniorer hos Ringsted Sports Rideklub. Ekvipagen slutter af med flotte samlede 229.929 point.

– Jeg har redet Zwobber i 2,5 år, og vi har virkelig udviklet os sammen. Han er en nysgerrig, lærenem og lidt naiv hest. Men han er virkelig bare en god kammerat, fortæller Anders Hoeck.

Copyright Ridehesten.com
Alle ryttere fra finalen. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

17-årige Anders Hoeck er en erfaren herre på dressurbanerne, da han blandt andet er på ungdomslandsholdet og har startet Grand Prix på tre forskellige heste allerede. Anders er også født ind i hesteverden med sine forældre Dorthe og Hans Jørgen Hoeck, der sammen driver Hesselhøj Hestecenter på Fyn med uddannelse og salg af heste samt en hingstestation.

Med Blue Hors Zwobber vandt han blandt andet Blue Hors Youngster Cup sidste år.

Se stemningsvideo fra dagen her: 

Andenpladsen i AGRIA DRF-mesterskab for junior gik til Laura Gotteberg Jakobsen på Romio Højris e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (opdr. Betty Rasmussen). De red kür til 75.475 point, og en samlet score på 212.890 point.

Copyright Ridehesten.com
Laura Gotteberg Jakobsen på Romio Højris.Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Tredjepladsen blev redet i hus af Annabelle Rehn med Vestervangs Garson e. De Noir/Ragazzo (Opdr. Martin Klavsen) med en kür til 72.500 point og en samlet score på 210.553 point.

Copyright Ridehesten.com
Annabelle Rehn med Vestervangs Garson Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Se hele resultatet her.

Copyright Ridehesten.com
God stemning og publikum til stævne i Ringsted Sports Rideklub. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Ridehesten har haft en fotograf til stævnet hele weekenden. Se billederne på hjemmesiden. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner