Camilla Tiefensee Schrøder
Med to fantastiske heste i absolut topform har Cathrine Dufour rigtig gode chancer for at blive en af dem, der kommer af sted med landsholdet til OL i Tokyo. Men når man har to så gode heste, som hun har at ride på, hvem skal man så vælge?
– Min plan indtil videre er at gøre dem begge klar, siger Cathrine Dufour efter gårsdagens Grand Prix Special, som hun vandt med over 83% på Bohemian.
Hælder mest til Bohemian
Selvom Atterupgaards Cassidy e. Caprimond/Donnerhall er i super form, kan den lange rejse og klimaet godt blive en udfordring, som vil få hende til at overveje det en ekstra gang, inden hun vælger sin mest erfarne hest, forklarer hun. Den 10-årige Bohemian e. Bordeaux/Samarant er på den anden side stadig ret ung, men den viser allerede nu et højt niveau. At opnå over 83 % i Grand Prix i et ridt, hvor der endda var fejl i 2'erne, lover rigtig godt.
– Han bliver hele tiden bedre og bedre, og måske bliver det også lettere for ham at klare rejsen, fordi han er næsten halvt så gammel som Cassidy, siger Cathrine.
Den endelige beslutning tager hun dog først til juli, når OL er kommet tættere på.
– Jeg vil selvfølgelig vælge den, der er i bedst form, men hvis de er i lige god form, bliver det nok Bohemian, fordi han er yngre. Det er en lang rejse til Tokyo, og jeg vil gerne passe på Cassidy, så han holder så længe som muligt, siger hun.
Bohemian og Cassidy har hver deres styrke
Det er to meget forskellige heste med forskellige styrker og svagheder, fortæller Cathrine Dufour.
– De er meget forskellige. Jeg har redet Cassidy i 10 år, så jeg kender ham ud og ind. Han kan være lidt skør, når det kommer til store omgivelser, og han reagerer meget på publikum. Bohemian er meget bedre til at tilpasse sig en stor arena med mange tilskuere og spændt atmosfære, men til gengæld er han bange for blomster og stiger og den slags, fortæller hun med et smil.
– Så de er forskellige, men de kan begge to give mig en helt fantastisk følelse. Cassidy er skøn at ride i galop, det er her, jeg tager mine chancer med ham. Med Bohemian er det mere i piaffe-passage, at jeg går efter 10-tallerne. Så det er forskellige øvelser, jeg satser på med de to heste, forklarer Cathrine Dufour.
Grand Prix Special i dag
Vodskov Bolighus CDI5* Grand Prix Special starter i dag klokken 12.30, og Cathrine Dufour rider på banen på Bohemian som næstsidste ekvipage kl. 13.42, efterfulgt af Anders Dahl, der slutter klassen af på Fidelio van het Bloemenhof. De to landsholdsryttere Carina Cassøe Krüth og Daniel Bachmann Andersen er også klar til start.
Se startlisten