Begejstret testrytter efter første heat

10-03-2018 06:02

Camilla Tiefensee Schrøder

I går aftes red Lars Bak Andersen de første 21 af unghestechampionatets springheste, herunder Chinett Ask som fører efter første heat med testrytter. De næste 10 skal rides i heat 2 her til formiddag.

Copyright Ridehesten.com
Karen Møller Rohde overlod trygt tøjlerne til Lars Bak Andersen, og Chinett Ask fik stor ros.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mens gallashowet buldrede og bragede i BOXEN sent fredag aften, var Lars Bak Andersen på job ved siden af i Hal M som testrytter i KATRINELUND Unghestechampionat i springning. Her red han de første 21 heste foran et dedikeret publikum, der lyttede til hans indsigter og betragtninger fra sadlen.
- Det har været sjovt at være testrytter i dag. Det har været topkvalitetspringheste med ridelighed og god indstilling, sagde Lars Bak Andersen, inden han steg af aftenens sidste hest.

Stor ros til Chinett Ask
En af de heste, som Lars Bak Andersen var tydeligt begejstret for og også sagde, han havde glædet sig til at prøve, var Chinett Ask e. Ci Ci Senjor Ask/Caretino.
- Jeg kan mærke, det er en af tophestene vi har inde i arenaen her, sagde han og hævede springhøjden med to huller ad gangen. Han gav til sidst hoppen 9,5 i ridelighed og 9 i kapacitet, så hoppen nu foreløbig fører med 370 point.
Karen Møller Rohde, som red den i de to første heats, var heller ikke nervøs for testrytterdelen, da Ridehesten talte med hende torsdag eftermiddag.
- Den er allerede i forvejen vant til at gå under forskellige ryttere, fortalte hun. - Det kan være en udfordring for nogle af de unge springheste at blive redet af testrytteren. Især hvis de er vant til at blive redet af én rytter, som har en speciel stilart, så kan det være svært, når en ny rytter sætter sig op og giver den en anden slags signaler. Men jeg har endnu ikke set en hest blive dårligere under Lars Bak Andersen, lød det fra Karen Møller Rohde. Hun var dog lidt betænkelig ved, at nogle af de nærmeste konkurrenter fra de seneste dage fik en hviledag i dag, og om det kan have indflydelse på resultatet og den endelige stilling.

Det vil vise sig her til morgen fra 10-12, når de sidste 10 heste skal springe med testrytteren i Hal M.

Se startlisten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner