Året der gik for Cathrine Dufour

13-12-2021 16:00

Marie Helene Rigård Rohleder

OL, EM og World Cup. År 2021 har været et begivenhedsrigt år for den danske dressurstjerne Cathrine Dufour.
Da året nu går på hæld giver vi jer i denne artikelserie mulighed for at møde DRF's ranglistevindere fra 2020 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour med sølvmedaljen ved EM i Hagen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kroppen blev fyldt med glæde, smilet blev siddende i mange timer, og Cathrine Dufour drog et lettelsens suk, da hun scorede 88.43% ved küren til EM i år i Hagen på den 11-årige oldenburgervallak Bohemian e. Bordeaux/Samaran og sikrede sig sølvmedaljen. 

EM med Bohemian og World Cup på Cassidy har været årets to sportslige højdepunkter. Jeg var skuffet efter OL i Tokyo, fordi jeg havde håbet og troet på en medalje. Da vi så rider til en individuel sølvmedalje og holdbronze ved EM mod mange af de samme konkurrenter, så er jeg meget glad og stolt. Det var en fantastisk tur ved EM, fortæller Cathrine Dufour, da Ridehesten fanger hende på telefonen en råkold decemberdag. 

For som vi kender Dufour vil hun gerne fortælle om op- og nedture i sporten. Hun deler ud af sit liv med hestene på sociale medier, fordi hun ønsker at være en inspiration for de mange ponypiger i hele landet. For hun startede jo også blot som ponypige med tophat og store drømme. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Bohemian ved EM i Hagen, hvor de vandt individuelt sølv. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen

Jeg er ikke den store stævnegris, så det var hårdt at være til OL i Tokyo uden Rasmine (red. sin forlovede) og familien. Ved EM havde jeg hele holdet med, og det betyder utrolig meget for mig, siger Cathrine Dufour. 

Dufour på hjemmebane er også altid en publikumsmagnet for rigtig mange dressurfans, som kæmper med at sidde stille, når den smilende sjællænder rider op ad midterlinjen. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og gode gamle Atterupgaards Cassidy vandt World Cup-kvalifikationen på hjemmebane i Herning i år. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen

Her i efteråret red Dufour ind i Boxen i Herning på sin bedste ven, mangeårige makker og røde fighter 18-årlige Atterupgaards Cassidy e. Caprimond/Donnerhall 11 (opdr. Atterupgaard). 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Til stor jubel og kæmpe klapsalver vandt det populære par World Cup-kvalifikationen, og Cathrine udtrykte stor taknemlighed for alt, hvad den røde vallak har givet hende. Et makkerpar som for evigt har redet ind i mange dressurentusiasters hjerter. 

Cassidy er bare en stjerne. Vi passer rigtig godt på ham, og nu tager vi et stævne ad gangen. Det er ham, der styrer om han vil gå til ridning og stævner, og jeg nyder bare tiden sammen med ham, siger Cathrine Dufour. 

På hjemmefronten er Cathrine flyttet sammen med sin forlovede springrytter Rasmine Laudrup, og de driver nu forretning sammen på en dejlig gård i Fredensborg. De har 6 ansatte i deres team. 

— Der er ro på hjemmefronten, og vi bruger hinandens forskellige styrker i vores træning af hestene. Jeg er virkelig glad for det nye sted, og for at drive det sammen med Rasmine, siger Cathrine Dufour. 

Nu hvor året er ved at være omme, er Cathrine også begyndt at spejde mod næste års sæson af dressurstævner. Her er der også flere favoritter på menuen. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og den tyske EM-guldvinder Jessica von Bredow-Werndl ved EM i Hagen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen

— Lige nu har jeg Cassidy, Bohemian og Vamos Amigos på Grand Prix niveau, men snart skal jeg også debuterer med min egen Wildcard, og den har jeg også store forventninger til. Ellers så er det helt klart VM på hjemmebane til august, som jeg ser frem til, afslutter Cathrine Dufour.

Læs mange flere artikler om Dansk Ride Forbunds ranglistevindere HER. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner