Thomas Bach Jensen
Efter to spændende år hos Stutteri EVO valgte Grand Prix-rytter Anne-Marie Hosbond at blive selvstændig og lejede sidst på året en privat stald.
Anne-Marie, 33 år er uddannet eksamineret berider i 2018. Hun stod først i lære i Viborg Rideklub og derefter hos Helgstrand Dressage, hvor hun efterfølgende blev ansat.
I sine flerårige jobs hos hhv. Helgstrand og Stutteri EVO har hun gennem årene med stor succes deltaget ved adskillige championatsfinaler, herunder ved UVM i Ermelo.
Hun har uddannet heste på alle niveauer fra helt unge, og deltog sidste sommer ved DM i dressur og var en del af det danske landshold, der vandt Nations Cup i Falsterbo.
Sideløbende med uddannelse af heste og stævneridning brænder Anne-Marie Hosbond for at undervise, og det er noget af det, hun glæder sig over at kunne fortsætte med i de nye faciliteter på Korshøjgaard.
– Jeg glæder mig til at flytte ind i de lækre omgivelser, hvor der er alt, hvad man som dressurrytter kunne tænke sig, og ikke mindst de bedste betingelser for hestene. Jeg ser frem til at kunne arbejde som selvstændig og alligevel være en del af et “team” sammen med Dennis Fisker og Sophia Obel og få gode sparringspartnere i det daglige. Jeg har et par fine heste i stalden, som er ved at være stævneklar, så jeg glæder mig også til at komme ud på stævnebanerne igen, fortæller Anne-Marie, der sidste år bosatte sig i Vejle, der er i praktisk køreafstand til dressurcenteret i Randbøl.