Andreas ude af DM

12-06-2015 17:59

Britt Carlsen

Andreas Helgstrand har ikke fået lov til at starte de danske mesterskab på Tørveslettens Stamina - hoppen, der har deltaget i syv Grand Prixer, mangler at gå MB til distriktsstævner

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Tørveslettens Stamina.

Det var en tydelig nedstemt Andreas Helgstrand, der tørt kunne konstatere, at DM for hans vedkommende var forbi før det var begyndt. Han og Tørveslettens Stamina er selvfølgelig kvalificeret til at gå det danske mesterskab, men fordi hoppens karriere har været afbrudt af en skade, har hun ikke opnået de to gange 65% i MB, som er kvalifikationskravet for at deltage i B-stævner. Andreas her ikke været opmærksom på dette, og han har flere gange redet landsstævner på hoppen, inden hun i år debuterede internationat senest ved JBK Horse Festival i Odense, hvor parret opnåede en 3. plads.

Stamina har vunder DRF championater, og vundet 6-års finalen ved Scandinavian Open i Falsterbo, men de klasser tæller ikke som kvalifikation til B-stævner. 

- Stamina var skadet i næsten to år, så da hendes uddannelse blev genoptaget, koncenterede vi os om at få hende uddannet og styrket derhjemme, derfor har vi valgt at spare hende for starter ved distriktsstæver, forklarer Andreas. Reglen kom helt bag på rytteren, der nu har fået lov til at starte sidst i klassen og udenfor konkurrence. Andreas får dog heller ikke lov til at ride videre i mesterskabet uden for konkurrence, da blot 24 ryttere får adgang til morgendagens Special. 

 - Jeg havde ikke nogle forventninger til en topplacering ved DM, jeg sidder på en utrolig talentfuld hest, som jeg giver noget tid, så hun kan udvikle sig på den rette måde. Stævnet her var en del af hendes uddannelse, men jeg havde dog forventet at kunne ride med også i søndagens kürfinale, bemærker Andreas, for Stamina har været særdeles velgående i træningen op til mesterskabet. 

- Ridning på dette niveau er så svært, at det er ærgerligt, at vi også skal kæmpe med sådan en regel, bemærker Andreas. Alle Staminas pønalitetspoints bliver nu frataget hende, og så skal Andreas og Grand Prix hoppen ud og ride distriktsstævne for igen at kunne starte landsstævner. - Jeg syntes rideforbundets edb-system burde kunne give besked, såfremt man får meldt til i en klasse eller et stævne, man ikke er berettiget til. Jeg har redet landsstævne på Stamina sidste år i Middelfart og igen i år i Hjallerup og der har jeg intet hørt fra TD'erne. Grunden til at det først er opdaget nu er, at der har været en af mine rytterkolleger i sekretariatet for at gøre opmærksom på det, er jeg blevet fortalt. 

TD ved stævnet Jannik Holm er helt enig med Andreas i, at stævnesystemet burde kunne validerer tilmeldingerne, det er rent faktisk et meget stort ønske fra TD'ernes side, fortæller han. Han beklager at Andreas er bragt i denne ulykkelige situation, som han siger, men reglen er ikke til for at genere rytterne, men for at sikre man er kvalificeret til at ride på det pågældende niveau, hvilket jo i sagens natur er tilfældet for Andreas Helgstrands vedkommende, han har bare ikke fået det verificeret til et distriktsstævne. 
- Vi kan ikke gradbøje reglerne, og jeg vil heller ikke byde Andreas at give ham en dispensation, så ville det bare lyde, at han får særbehandling, understreger Jannik Holm. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner