Alle danske 5-års skal i B-finalen

04-09-2024 17:00

Alle fire ekvipager fra det danske hold har leveret gode præstationer, men ingen af dem rakte til en top-12-placering, der giver direkte finaleadgang. Derfor ska alle fire gå B-finale torsdag og kæmpe om en af de sidste tre finalepladser

Nyheden fortsætter efter annoncen

I den indledende 5-års klasse vil dagens 12 bedst placerede ekvipager være kvalificeret direkte til finalen på lørdag, mens det resterende skal konkurrence om de sidste tre finalepladser i B-finalen (trøstefinalen) i morgen torsdag. Desværre er det ikke lykkedes for de fire ekvipager på det danske hold, og derfor skal de i morges med i kampen om de tre sidste finalepladser.

I dag har tre avlshingste lagt sig i spidsen af konkurrence. Førstepladsen i kvalifikationen gik til KWPN-hingsten Red Viper e. Romanov/ Sir Sinclair redet af Bart Veeze til hele 92,0% og bl.a. 9,5 for trav og kapacitet. Netop kapacitetskarakteren adskiller de to næste hingste, som begge har opnået et resultat på 89,8%, og her trækker SWB-hingsten Severucci HT e. Secret/ Rubinrot og Jeanna Högberg den længste strå med en kapacitetskarakter på 9,3 foran westfalerhingsten Glamdale e. Glamourdale/Millennium redet af Stefanie Ahlert og med 9,2 for kapacitet.

Løbende resultat af 5-års UVM-kvalifikation og link til klasseoversigt.

Copyright Ridehesten.com
Lygum's Zelina under Victoria Vallentin. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Senest opdateret kl. 14.25:

26-årige Victoria Vallentin er endnu en dansk rytter, der ved, hvad der skal til, og hun har tidligere vundet guld i 5-års finalen med en sort DV-sølvmedaljehoppe efter Blue Hors St. Schufro. Dengang var det med Lyngbjergs St. Paris, som hun i år rider i klassen for 7-års.

Her i 5-års kvalifikationen har hun netop leveret dagens bedste danske resultat med sølvmedaljehoppen Lygum's Zelina e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Zack (opdr. Tine og Henning Lygum Jensen). Efter lidt uro op til indridningsparaden genfandt de hurtigt et godt flow i hoppens imponerende, jordvindende travbevægelse. Har hoppen overhovedet nogen svaghed, er det dens knap rummelige skridtbevægelse, der dog viser sikker takt, men lidt begrænset overtrædning, og desværre blev tilbagetrædningen lidt ubalanceret. Ligeledes galoppen er meget aktiv og imponerende, kunne måske være lidt mere løsgjort over ryggen, og Victoria fik vist nogle flotte overgange.

Dommernes votering lød: 9,3 for trav, 7,7 for skridt, 8,5 for galop, 8,6 for ridelighed og 8,7 for kapacitet og samlet 85,6% til en foreløbig 11. plads, hvilket efterlader meget stor spænding.

Copyright Ridehesten.com
Kjeldgaardens Django og Susanne Barnow. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Senest opdateret kl. 13.55:

Reserveekvipagen, der er trådt til i stedet for Carina Cassøe Krüth og Svalegårds Hot Driver, er Susanne Barnow og Kjeldgaardens Django e. Hesselhøj Donkey Boy/ De Noir (opdr. Jørgen Nielsen). Kjeldgaardens Django er et meget typisk afkom efter HesselhøjDonkey Boy; ædel, elegant, lidt smal og med tre funktionelle gangarter.

På trods af en smule spænding i starten fik erfarne Susanne Barnow fik et rigtig flot program uden svagheder i gangarter. Traven blev vist dejligt aktiv trav, mens skridten var både stor, smidig og taktfast, og lad os straks gå til karaktererne, for her blev der givet 9,3 for skridten. Traven blev belønnet med 8,3 og galoppen med 8,0, og dommerne gav 8,5 for både ridelighed og kapacitet. I alt 85,2%. Superflot resultat af den ekvipage, der oprindeligt var reserve.

Copyright Ridehesten.com
Straight Horse Sun King under Mette Sejbjerg Jensen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Senest opdateret kl. 13.45:

Anden ekvipage fra det danske hold i dag har været Straight Horse Sun King e. Sir Donnerhall I/ Blue Hors Zack (opdr. Straight Horse ApS) redet af Helgstrands Dressages berider Mette Sejbjerg Jensen, der også har været i ilden i formiddag i 4-års klassen. Straight Horse Sun King er ud af en fremragende hoppestamme, og hans mor Straight Horse Ascenzione er ikke blot helsøster til den tredobbelte UVM-vinder Sezuan, men også selv meget succesfuld i sporten under tyske Helen Langehanenberg.

Mette er en erfaren og succesfuld unghesterytter, og hun fik vist Solkongen flot frem i et meget flydende travprogram med gode overgange, hvilket dommerne belømmede med 8,5. De gav 7,8 for skridten, 8,0 for galop og ridelighed og 8,2 for kapacitet, hvilket resulterede i en samlet score på 81,0%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Senest opdateret kl. 12.25:

Så har hollandske Bart Veeze være på banen med hingsten Red Viper e. Romanov/ Sir Sinclair med de store, smidige bevægelser. Red Viper er en imponerende herre, der går med stor balance i alle tre gangarter. Bliver en spændende gensyn i finalen. I dag belønnet med 9,5 for skridt, 8,8 for skridt, 9,2 for galop, 9,0 for ridelighed og 9,5 for kapacitet. I spidsen af klassen med samlet 92,0%.

- - - - - - - -

I mellemtiden hos de 4-årige heste har hingsten Proud James e. Jameson RS2/ Johnson med tyske Maxi Kira von Platen i sadlen vundet kvalifikationen med 85,4% (se detaljer i bunden af denne artikel). Mette Sejbjerg Jensen red For Royalty e. For Romance I/ Franziskus ind på syvendepladsen med 82,2% foran Feel Good e. Felissimo/ Rockwell under Eric Guardia Martinez med 82,0%.

Copyright Ridehesten.com
Feinsten og Anne-Mette Strandby Hansen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Senest opdateret kl. 10.50:

Danske Anne-Mette Strandby Hansen har været på banen for Tyskland med Helgstrand Dressages avlshingst Feinsten e. Franklin/ Rock Forever. Anne-Mettes stærke hjemmearbejde gør, at hun altid er mand for en sikker præstation. Feinsten viste sig afslappet og med en god, stabil kontakt. Igennem hele travprogrammet viste han sig superbalanceret, løsgjort og med masser af bounce. Desværre var skridten noget knap og lidt usmidig, men taktfast. Solidt galoparbejde med stor rummelighed og gav samtidig indtryk af evne for samling. Virkelig flot præsentation af rytteren. Feinsten score intet mindre end 9,8 for trav, 6,8 for skridt, 8,5 for galop, 8,0 for ridelighed og 8,2 for kapacitet. Slutter i dag på 82,6%.

Copyright Ridehesten.com
Jan Møller Christensen og Quater Son. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Senest opdateret kl. 10.50:

Første danske ekvipage på banen i dag var Jan Møller Christensen med Quarter Son e. Quaterhit/Totials (opdr. Dorthe Gravgaard). Jan Møller Christensen er en meget erfaren championatsrytter, som tidligere har vundet UVM-medaljer i Ermelo.

Ekvipagen kom ud ad paraden med en misforståelse, hvor hesten et par gange sprang i galop, og det blev en lidt svær start, da Quarter Son virkede lidt spændt og gik det meste af programmet med uro i munden og manglende kontakt af biddet. Der kunne ønskes lidt mere bæring og styrke i traven, så den kunne vises mere over ryggen. Hesten skridtede med en dejlig energi, smidighed og rummelig, og galoppen er ligeledes jordvindende, men lidt snæver bagi, hvilket kostede lidt på balancen. Et meget velredet program og en flot, pompøs hest, der med tiden vil få den fornødne styrke.

Jan Møller Christensen med Quarter Son blev belønnet med 7,8 for både trav og galop, og flotte 8,5 for skridt, mens det blev til 7,3 for ridelighed og 7,8 for kapacitet. I alt 78,4%. Vi fik efter ridtet en snak med Jan:

Han var så fin til banetræningen i går, men han er jo også en følsom hest, så han blev lidt usikker over at være alene inde på stadion i dag, og derfor forsvandt han lidt i kontakten for mig. Jeg valgte derfor at ride sikkert og lidt mere forsigtigt. Jeg synes, det gik fornuftigt, men jeg ville gerne have vist hans galopkvalitet lidt bedre, men jeg turde heller ikke give mere gas, for der kan jo hurtigt komme flere fejl, men jeg er ok tilfreds, fortæller Jan Møller Christensen.

I 5-års klassen har svenske Jeanna Högberg, som tidligere har vundet guld med DV-hingsten Hesselhoej Down Town, lagt sig i spidsen med SWB-hingsten Severucci HT e. Secret/ Rubinrot med hele 89,8%. Samme samlede score er opnået af tyske Glamdale e. Glamourdale/Millennium og Stefanie Ahlert.

- - - - - - - -

Hos de 4-årige heste sidder danske Christine Prip ved dommerbordet (C). Her har Helgstrand Dressage avlshingst Proud James e. Jameson RS2/ Johnson med tyske Maxi Kira von Platen i sadlen lagt sig i spidsen med 85,4%, heraf 8,7 for trav, 8,3 for skridt, 8,6 for galop, 8,4 for ridelighed og 8,7 for kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
4-års vinder: Helgstrand Dressages avlshingst Proud James og Maxi van Platen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner