Alexandra toppede en stor dansk dag

27-06-2015 18:58

Britt Carlsen

Det har i høj grad været en stor dag for dansk dressursport ved Nordisk Baltisk Mesterskab i Aalborg - med unge talenter der aspirerer til en plads på fremtidens EM landshold har de danske ryttere fået flere medaljer

- Vi har fokus på de unge ryttere som har udviklingspotentiale, og det er de ryttere, vi har taget med til Nordisk Mesterskab for at give dem noget rutine - så er de måske klar til EM-landsholdet til næste år, sådan forklarede landstræner Ulrik Sørensen satsningen og planlægningen af sporten for de unge ryttere. - De skal jo på sigt være gode seniorer, og derfor kan vi ikke arbejde blot med de fire bedste, vi skal have bredden med, og vi har en god bredde, understregede han. Det har dagens medaljehøst i Aalborg også bevist. 

Dagen sluttede som den begyndte med en dansk guldmedalje. Alexandra Sørensen sejrede i mesterskabet for ungryttere med Camiro Mandø med 75,375% Det blev til en sølvmedalje til svenske Emilie Aldenfalk/Winton med 73,20% og så blev det igen dansk på bronzepladsen til Michala Mejlgaard Jensen og Uno IV med 72,3% Lige efter med 71,9% fulgte danske Marie Skov Olesen og Bizard på fjerdepladsen. 

- Jeg kan se at vores trænere gør et godt job herhjemme, sagde Ulrik med henvisning til de mange flotte danske præstationer under mesterskabet i Aalborg. Han sluttede med at rose Sportsrideklubben Aalborg for at have gjort alt, hvad der er muligt, og mere til, for at få stævnet til at fungere. - Der er absolut ikke noget at pege fingre af. Det er et af de bedste NM jeg har været med til. Det eneste jeg savner er, at springningen bliver afviklet samtidig samme sted. 

I morgen formiddag er det vores dygtige paradressur ryttere, som skal forsøge at sikre dansk metal, og over middag afgøres NM for seniorer. 

Se resultatet af U21- klassen her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner