92 hingst klar i Münster

21-10-2010 09:02
Avl
NRW-hingstekåringen finder sted i dagene 22.-24. november og tæller 92 unghingste til bedømmelse
Copyright Ridehesten.com
Dressurbetoned fløjhingst i 2009 blev sorte Silbermond e. Sir Donnerhall (Foto: Ridehesten.com).

I Nordrhein-westfalerbundet har man traditionelt egne hingstelinjer både inden for dressur og springning, men de seneste år har en meget stor udefrakommende indflydelse givet et lidt andet billede af hingstekollektionen. På springsiden var forbundet oprindeligt kendt for sine P-linjer med Pilot (der går tilbage til Pluchino xx) og Paradox (der går tilbage til Persian Gulf xx), men disse linjer er ikke længere fremtrædende som de direkte faderlinjer. Kun en eneste hingst i dette års kollektion er direkte ud af en P-linje, hvorimod størstedelen af de springbetonede hingste er efter de holstenske C-linjer. Westfalernes egen Captain Fire er far til tre hingste i kollektionen. Blandt dressurhestene gælder det, at forbundets gamle E-stamme er præsenteret med fire hingste, heriblandt fire direkte efter den tidligere fløjhingst Escobar e. Ehrentusch. Westfalerforbundet har i mange år haft deres egen hingstelinje efter Furioso II igennem den store linjegrundlægger Florestan I, der i år er repræsenteret med 9 efterkommere igennem sine sønner, sønnesønner mv. Derimod står oldenburgernes Donnerhall-linje i den direkte faderlinje hos ti af kollektionens hingste, mens Sandro Hit fra samme forbund er far eller farfar til intet mindre end femten hingste! Diversiteten i international ridehesteavl bliver svær at holde i live, når hvert eneste avlsforbund kører i de samme få hingstelinjer. Ikke desto mindre er det en spændende kollektion af 92 hingste med masser af forskelligt blod bl.a. fra Holland igennem Jazz, Johnson, Kaiser Karl, Krack C og Vivaldi. Desuden har danskejede Blue Hors Hotline en søn med.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner