Thomas Pelle Veng
På køkkenbordet ligger tre A4-sider med mine noter fra samtalerne med Ulf, Andreas og Alexander Helgstrand. Tre generationer ryttere hvoraf to af er tidligere ponyfædre. Mine noter er ikke ligefrem kønne, og jeg tvivler ikke et sekund på, at min datters pony har en pænere hov-skrift, men det slår mig ikke ud. For selv om det kun er godt et år siden, at jeg hørte om familien Helgstrand første gang, er jeg udmærket klar over, at der på hver deres måde er tale om tre af de mest kendte navne i dansk ridesport.
Den første af de tre samtaler var med den tidligere ponyfar og nuværende bestyrelsesformand i Dansk Rideforbund, Ulf Helgstrand. Efter at have talt med Ulf, stillede jeg de samme spørgsmål til hans søn, Andreas Helgstrand, der udover at være en succesfuld rytter med mange flotte internationale resultater, også er nybagt eks. ponyfar. Desuden er det Andreas, som rigmænd fra hele verden ringer til, når de lige står og mangler endnu en hest til samlingen. Den sidste af de tre samtaler var med Ulfs barnebarn og Andreas søn, Alexander Helgstrand. Alexander er som 16-årig lige ung nok til at kunne bryste sig af titlen som ponyfar, men til gengæld er han den fungerende europamester i ponydressur.
I det efterfølgende har jeg sammenskrevet samtalerne med Ulf, Andreas og Alexander Helgstrand.
Hvad er en typisk ponyfar?
Andreas, hvordan vil du beskrive en typisk ponyfar? "En typisk ponyfar, hmm. En typisk ponyfar er en, som deltager mere eller mindre ufrivilligt, og som ikke har styr på det der med heste. De drejer rundt om sig selv, og arbejder solen sort uden at vide, hvad det egentligt er, de laver, … men der er selvfølgelig også dem, der som jeg selv”, Andreas griner, ”har fuldstændigt styr på det”. Så du har aldrig været en pinlig ponyfar? spørger jeg Andreas. ”Det tror jeg ikke. Jeg havde siddet mange timer i sadlen, inden Alexander kom til verden. Min far var helt klart en større ponyfar, end jeg nogensinde har været. Han vidste ingenting, dengang jeg red på pony.” Er det også sådan, du vil beskrive en typisk ponyfar? spørger jeg Alexander et par dage senere. ”Ja, men en typisk ponyfar kan heller ikke finde ud af at lægge bandager rigtigt på.”
Tror du måske, at det kan være fordi, at han ikke får lov af rytteren? Spørger jeg Alexander, ”Ja, måske, men til gengæld er han meget stolt over at kunne rulle dem korrekt op næsten hver gang, og så er fletning måske heller ikke lige hans stærke side.” Er du enig med din far, når han siger, at han aldrig har været en pinlig ponyfar? Alexanders svar kommer med det samme, men ikke uden et smil, som kan høres gennem telefonen. ”Nej, det er jeg bestemt ikke enig i.”
Ifølge Ulf er en typisk ponyfar under alle omstændigheder en, som bakker 100 procent op om børnenes ridning. Han får måske endda selv ambitioner på deres vegne og kan komme til at pace dem lidt for hårdt en gang imellem.
Hvem var den pinligste ponyfar? dig eller Andreas? spørger jeg Ulf. ”Det var formentligt mig. Jeg har engang fået en advarsel til et FEI-stævne for at hjælpe Andreas lidt for ivrigt fra sidelinjen.” Tror du, Andreas kan huske den episode? ”Ja, men jeg er ret sikker på, at han ville ønske, at han ikke kunne, for det var vist lidt pinligt.” Har du flere sjove ponyfarhistorier oppe i ærmet? ”Ja da, jeg har masser. Jeg kan huske en gang for mange år siden til et ponystævne. Jeg var en rigtig ponyfar med måske lidt for store ambitioner på Andreas’ vegne. Under opvarmningen stod jeg og råbte fra sidelinjen “Kom nu Andreas, det kan du godt gøre bedre, nej, en gang til, ret så den ryg Andreas” osv. På et tidspunkt red Andreas stille og roligt over til mig, lavede en parade, så mig ind i øjnene og sagde helt alvorligt “ja, ja far, men sig nu også noget positivt en gang i mellem.”
Hvad med dig, Andreas, er der en ponyfarhistorie, som står klarere for dig end andre? ”Ja, der var dengang Alexander var til EM. Der var kun et minut til, at han og Adriano B skulle ride. Et minut - og så kigger Alexander pludselig ned på mig med helt tomme øjne og spørger: “Far, hvor meget skal jeg ride til?” Jeg svarede 77 procent, hvilket var, hvad der skulle til for at vinde, og lidt til. OK svarede Alexander bare og gik ind og red til 77.5 procent. Tænk hvis jeg havde sagt 80 procent”, afslutter Andreas.
Da jeg senere genfortæller Andreas’ ponyfarhistorie til Alexander, svarer han blot, at 77.5 procent jo var nok, og det må jeg jo give ham ret i. Men Alexander havde også en anden historie oppe i ærmet og fortsatte. ”Til UVM røg min far af hesten. Han landede godt nok på benene, og jeg tror ikke, at der var andre end mig, der så det, eller om det er en hemmelighed, men typisk for min far så kiggede han bare op og sagde: Jeg skulle lige stramme gjorden.”
Disciplin og hestehumor
På spørgsmålene om hvem af de tre, der har mest disciplin, og om nogen af dem nogensinde har pjækket fra træning, var de enige om, at det måtte være Andreas, der har mest disciplin. I forhold til det med at pjække fra træning, svarer Andreas, at det er sket en gang eller to. Alexander indrømmer også, at han har prøvet at pjække, men også at det ikke er noget, han kunne finde på at gøre i dag. Farfar Helgstrands svar på det samme spørgsmål var mindst lige så ærligt, men knap så pædagogisk korrekt. ”Nej, jeg har aldrig pjækket fra træning … men jeg har pjækket fra skolen for at komme til træning.” Hvem af jer har så mest humor? spørger jeg. ”Jeg tror sgu, at det er mig, som har mest humor”, svarede Ulf, mens Alexander var lidt i tvivl, om det er ham selv eller hans farfar. ”Det er i hvert fald ikke min far.”
Helgstrand på skolebænken
Andreas, hvilket kursus ville du sende Alexander og Ulf på, hvis det ikke måtte have noget med heste at gøre? ”Alexander skulle på et disciplinkursus, og min far skulle på et businesskursus, for der er ikke meget forretningsmand over ham.” Igen kan jeg høre smilet igennem Andreas’ headset, og det er ikke til at overhøre ironien i hans svar.
Ulf var den, som tænkte længst over spørgsmålet, men han endte med at komme frem til, at Andreas skulle afsted på et højskoleophold med en masse mennesker, som ikke talte hestesprog, og at Alexander, hvis det ikke måtte have noget med heste at gøre, ville have godt af en uddannelse, så der var noget at falde tilbage på. Da jeg stiller det samme spørgsmål til Alexander, svarer han uden tøven, ”Far, skulle på et mobiltelefon-afvænningskursus”. - og hvad med din farfar? ”Han skulle på et kursus, hvor man lærer at bruge en mobiltelefon.”
Gode råd til Cathrine Dufour
Inden jeg rundede hver af de tre samtaler af, spurgte jeg, om de havde nogle gode råd til deres ”kollega” og gode ven Cathrine Dufour, nu da hun snart skal til OL. Der opstår en lille pause i hver af de tre samtaler. Men da jeg fortalte, at hensigten med spørgsmålet udelukkende var at hjælpe Cathrine, for som de nok vidste, fik hun jo kun sølle 88 procent i Herning sidste år, kommer rådene i en lind strøm. Andreas rådede Cathrine til at have kortere tøjler og længere stigremme og lade være med at hænge i bremsen. Ifølge Alexander skal Cathrine huske at rette ryggen og gå lidt oftere i fitten (fitnesscenteret). Ulfs råd til Cathrine lød som følger. ”Cathrine er en utrolig ambitiøs rytter, men hun bør overveje at stille op til et par kæphestestævner for at undgå, at slide de stakkels heste op.”
Personligt gad jeg godt selv vide, hvor meget Cathrine ville ride til i Tokyo, hvis Andreas fortalte hende, at hun ”bare” skulle ride til 90 procent. Jeg mener, det virkede jo for Alexander.
Pindemadder og skurvogne
Hvor har det dog været befriende at høre, at to af landets nok mest rutinerede ponyfædre, som formentlig oftere spiser pindemadder i vip lounges end slappe pomfritter i skurvogne, har været mindst lige så pinlige som os andre ponyfædre, og at de stadig har begge ben solidt plantet i ridehusbunden.
