Annika Knudsen Lorentsen
De sidste par år har 21-årige Konstantin Künnemann været meget succesfuld på det danske landshold for ungryttere med sin tophest AK's Crowney. Konstantin overtager nu driften af Stald Grejs ved Vejle og i den sammenhæng får han tre nye heste i stalden: Zocker 19, Cevin og Cloud CA.
Zocker og Cevin
De to af de tre heste som Konstantin får fornøjelsen af at ride er Zocker 19 e. Zandor/ Acord II, som er fra 2008, samt Cevin e. Cornet Du Lys/ Rebel Z III, som er fra 2008. Konstantin har allerede haft Cevin med til stævne i den forgangne weekend, her deltog ekvipagen ved Nations Cup-stævnet for ungryttere, på Sentower Park i Belgien, og det blev til en flot placering som nr. 4 i lørdagens 145 cm klasse, se video fra ridtet nedenfor.
Begge heste har i godt et år været redet af den rutinerede Kristian Skovrider, som sammen med hestene har haft stor succes i klasser tom. 150 cm. Her kan det blandt andet nævnes at det blev til en placering som nr. 2 for Kristian og Cevin i 145 cm klassen ved det internationale stævne på Riders Cup sidste efterår. Kristian og Zocker er desuden netop blevet placeret som nr. 4 i en 140 cm klasse på Zangersheide i Belgien i sidste uge.
– Jeg er meget stolt og glad for at få lov at ride både Zocker og Cevin fremover, dem har Kristian Skovrider lavet et flot arbejde med. Nu har jeg flere heste at vælge imellem til de store klasser, så det ikke bare er min tophest igennem de sidste tre år, AK's Crowney, fortæller Konstantin.
Cloud CA
Den tredje hest er vallakken Cloud CA e. Artani 2/ Caretino, som er født i 2008. Cloud har tidligere været redet den 21-årige tysker Alexandra Rambadt, som har haft mange gode ture på hesten i internationale klasser tom. 140 cm.
– Fra min tid hos Sören og Charlotte von Rönne, hvor jeg lærte rigtig meget, kender jeg en del afkom efter Artani ret godt, fortæller Konstantin om at skulle ride Artani afkommet fremover.
Hele teamet omkring Konstantin ser frem til en forhåbentligt succesfuld sæson i 2019.