Britt Carlsen
Landsstævnet på Sivebækgaard har givet plads til interessante springklasser for ungheste fra morgenstunden. Klassen for 6-års heste blev særdeles seværdig, da flere heste i klassen viste særdeles godt potentiale. Da klassen blev afviklet som en tidsspringning, red flere efter en topplacering. Christian Schou startede midt i klassen med avlshingsten Cortado, og de blev de første til rigtigt at udfordre tiden. Da de galoperede over målstregen viste tidtagningen 71,56 sekunder. Præcist samme tid blev noteret for Martin Dinesen Neergaard og Lertevang's Lavinia. De to lykkedes med at holde konkurrenterne bag sig lige indtil Christian Schou red på banen igen, denne gang på avlshingsten Diamant de Revel. Christian red hingsten i mindst mulige vendinger, og indenom hvor det var muligt, og da de landede fejlfrit efter sidste forhindring havde de kappet knap 2 sekunder af tiden og deres topplacering holdt til klassens afslutning.