Annika Knudsen Lorentsen
52 ekvipager mødtes i går aftes i en 5-stjernet 145 cm-klasse i Hamborg, Tyskland, og på startlisten var danske Lars Bak Andersen og Andreas Schou, som er de to ryttere der repræsentere Danmark i de 5-stjernede konkurrencer denne uge.
Gårsdagens 145 cm-klasse blev afviklet som en springning i to faser, og det lykkedes for 20 ekvipager at ride fejlfrit i begge faser. Blandt dem var Lars Bak Andersen med den 12-årige Piccadilly K e. Perigueux, og med den femtehurtigste fejlfrie tid, endte ekvipagen lige akkurat i top-5.
Hesten har Lars i træning for Abdullah Al Roudan fra Kuwait, og stævnet i Hamborg er blot det andet stævne Lars rider i sadlen på den velspringende vallak, som henover vintersæsonen i Kuwait har været startet internationalt af sin kuwaitiske rytter.
I dag skal flere danskere igen i aktion. Lars Bak Andersen og Andreas Schou er begge på startlisten i de 5-stjernede klasser i dag, mens Philip Loven er til start i den 4-stjernede klasse. Christina Henriksen er desuden til start i den internationale amatørtur.