Thomas Bach Jensen
I begyndelsen af 2020 har vi mistet store hingstepersonligheder med international betydning i avl og sport som Blue Hors Don Schufro (f. 1993), Jazz (f. 1991), Kannan (f. 1992) og Blue Hors/Glock's Romanov (f. 2000).
Alene af den grund er det opløftende at se den svenske video af hingsten Björsells Briar e. Magini/ Krocket, der i weekenden aflagde lynvisit i Scandinavium og Gothenburg Horse Show, hvor Briar og hans opdrætter og ejer Hans-Yngve Göransson blev hædret for deres nye plads i GHS Hall of Fame.
Briar har haft en lang og glorværdig sportskarriere i international dressur med svenske Jan Brink.
Videoen fra Dalhem Farm viser den 29 år gamle hingste i fuld fart og bukkespring på sin græsfold, hvor han helt udenfor aftale med ejeren ser sit snit til at snuppe en lækker pelsplejende rulletur. Nyd selv synet af den vitale pensionær.