10 tips til vinter

21-12-2017 08:23

Har du 100 % styr på det hele, når den første sne falder og frosten indtager Danmark? Der er nemlig en del ting at være forberedt på, uanset om du har din egen pony, låner en, eller går på rideskole

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Husk reflekserne
Det bliver mere og mere mørkt om aftenen og eftermiddagen, og det er virkelig vigtigt at få reflekserne på. Og helst så mange som muligt – gerne på alle hestens ben, på din ridehjelm, og din jakke. Hvis du har et refleksfortøj, en refleksvest eller et ridedækken med reflekser på, er det også en rigtig god idé at tage på. Husk, at selvom du godt kan se noget, og synes der stadig er lyst nok, så kan bilerne godt have svært ved at se dig. Man kan også få lygter at sætte på, f.eks. på din fod; det er også en rigtig god idé at gøre.

Er dækkenet klar?
Måske er din pony klippet – så går den nok allerede med dækken, men hvis din pony skal have dækken på, på et tidspunkt, er det rart at have styr på det. Er det gamle måske gået i stykker? Eller ligger det et sted, hvor det kunne risikere at være blevet ødelagt af mus eller andet? Det er i hvert fald en god idé lige at finde det frem, og tjekke at alle remme og stropper sidder som de skal, og at der ikke er store huller og flænger i det.

Frossent vand?
Så snart det begynder at fryse, er der risiko for, at din ponys vand fryser til. Derfor er det vigtigt, at holde øje med, at den altid har adgang til vand. Hvis du har vandkopper, er det også vigtigt at holde med, at de ikke fryser til, så de ikke virker – også selvom de er frostsikrede. Det er altid nødvendigt at holde øje med det. Hvis din pony får vand i en spand i vinterperioden, så husk at tjekke, at den er fyldt, og sørg for, at den ikke kan væltes.

Specialsko til vinter
Hvis du skal have lagt såler eller silikone i skoene, eller måske sat nogle specialsko på til vinter for at undgå sne i dem, er det vigtigt at informere smeden i god tid, hvis han evt. skal have bestilt noget hjem. Så har han en chance for, at have det med når han skal sko din hest igen. Tænk også på, hvornår det bliver nødvendigt – det er selvfølgelig svært at vide, hvornår sneen falder, men det er også dumt at have to perioder i træk med specialsko, hvis det kun er nødvendigt i den ene.

Nyheden fortsætter efter annoncen

En ekstra hovrenser
Når sneen kommer, kommer der hurtigt klumper i hovene. Derfor er det en god idé at have en hovrenser med ned til folden, så du kan fjerne eventuelle klumper med det samme. Men husk, at du enten skal have en med til at holde din pony, eller have et forsvarligt sted at binde den. Og det er selvfølgelig ikke en god idé at rense hovene inde på marken – vent i stedet til du er kommet uden for leddet.

Tjek ridehusbunden
Selvom et ridehus ligger indendørs, kan frosten stadig påvirke bunden, og hvis der bliver slæbt sne med ind, kan der let komme klumper i bunden. Derfor er det en god idé at have en hovrenser liggende ved barrieren, så du lige kan fjerne eventuelle klumper.

Pas på med striglen
Hvis du har en pony, der går uden dækken, f.eks. en islænder eller andre typer med meget pels, skal du passe på med striglen. Man strigler nemlig al fedtet ud af pelsen, og det er med til at isolere ponyen. Så den kan få svært ved at holde varmen, hvis du strigler den for meget. Du er selvfølgelig nødt til at holde den ren, specielt når du skal ride, men lad være med at strigle hel i bund over hele kroppen – du kan nøje med at tage sadellejet. Når man ellers strigler ponyen, sætter det blodomløbet i gang – og det er godt, når det er koldt. Men så kan du i stedet massere ponyen med dine hænder, så kan den nemlig stadig holde varmen bagefter.

Pas på glat underlag
Når frosten for alvor sætter ind, bliver det hurtigt glat. Tænk over det, lige fra det øjeblik du træder ud af stalden, og indtil du er indendørs igen. Selvom der ikke direkte ligger frost på jorden, bliver den stadig glat, når den er helt frossen – og det er både asfalt og grusvej. Græs bliver også glat i frostvejr, så det er næsten kun indendørs du ikke skal passe på, eller hvis du har en ridebane, hvor bunden ikke bliver helt hård i frost. Tænk også over, hvis du f.eks. bruger vand ved en vaskeplads eller hælder andet vand ud. Det vil fryse til og blive glat. Her er det en god idé at strø noget savsmuld eller halm ovenpå, så det dels kan suge noget af vandet, og dels kan skabe en mere ru overflade, der ikke er så glat.

Sne på taget?
De sidste par år er der flere stalde og ridehuse, hvor taget har givet efter for de store snemængder. Det er ekstremt farligt, hvis sådan et tag falder sammen, så vær sikker på, at sneen bliver fjernet. Hvis det ikke er dit ansvar, så sørg for, at der er nogle andre, der gør det. Og hvis der ligger meget sne på ridehustaget, kan det være du ska lade være med at ride i det, indtil nogen har fjernet sneen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner