Cecilia Lindahl
I weekenden d. 18.-20. januar kommer dressurryttere fra nær og fjern til Esbjerg, når det årlige landsstævne i dressur afvikles. EOR’s landsstævne har, med nu 5 år på bagen, virkelig slået igennem som et populært stævne blandt landets bedste ryttere og bliver henover weekenden gæstet af mange spændende ekvipager.
I løbet af weekenden vil interesserede kunne opleve hele 3 tidligere OL-deltagere, herunder Anna Kasprzak og Agnete Kirk Thinggaard, som p.t. er del af dressurlandsholdets A-trup. Severo Jurado Lopez, som har deltaget ved OL for det spanske dressurlandshold, gæster også stævnet, her med to heste fra Helgstrand Dressage.
Til stævnet vil man også kunne opleve avlshingstene Blue Hors St. Schufro og Blue Hors Zirrus under rytter Nanna Skodborg Merrald, samt Blue Hors Zatchmo redet af Agnete Kirk Thinggaard.
Lokale EOR-ryttere repræsenterer henover weekenden klubben i lige fra MB-klasserne til Grand Prix, når de skal konkurrere med ryttere fra hele landet.
Når landsstævnet løber af stablen, er det et resultat af ca. 100 frivillige hjælpere og de utallige timer, de donerer til den store produktion, der er bag planlægningen og afviklingen af et så stort arrangement.
At eliteryttere fra hele landet, som udover at rose de fantastiske faciliteter, ofte roser stævnet som helhed, kontinuerligt vender tilbage til stævnet i Esbjerg, er en kæmpe cadeau til de frivillige hænder bag.
/Pressemeddelelse