Annika Knudsen Lorentsen
Der er lagt op til en spændende konkurrence, når 10 nationer tørner sammen i Nations Cup i Uggerhalne fredag den 26. maj 2023. Blandt de 10 nationer tilhører de seks region nord i Longines EEF Series, og det er altså disse seks nationer der skal kæmpe om point i Uggerhalne.
Det drejer sig om hjemmebaneholdet fra Danmark, som blandt andet består af World Cup-finalist Andreas Schou. Han kommer til start omgivet af gode holdkammerater, og sammen vil de uden tvivl kæmpe for et godt resultat. Derudover er det Norge, Finland, Polen, Litauen og Sverige, der rider efter point ved stævnet.
De øvrige hold der kommer til start, er Tyskland, USA, Belgien og Holland. De kommer alle til start for at samle værdifuld erfaring i Nations Cup-sammenhænge og selvfølgelig for at ride om sejren.
Vejen til 1. division
Konkurrencen hos Helgstrand Event, er den første vigtige nationsspringning for det danske hold i 2023. Det er første chance for at samle point ind i Longines EEF Series 2023, og med en god placering, vil sandsynligheden for at sikre sig en semifinaleplads være større, når den anden regionale kvalifikation finder sted i Drammen i starten af juni.
Når alle regionale kvalifikationer i Longines EEF Series er afviklet, vil de fem bedste nationer fra hver af de i alt fire regioner mødes i semifinalerne. Her mødes de fem bedste nationer fra region nord med de fem bedste fra region vest i den ene semifinale, mens de fem bedste fra henholdsvis region syd og region central mødes i den anden semifinale.
De fem bedste nationer fra hver semifinale går derefter videre til EEF Series Final, hvorfra vinderen vil rykke op i den europæiske 1. division, og dermed blive en del af Longines FEI Jumping Nations Cup 2024.