1. Grand Prix-dag – Dufour sluttede som toer

24-07-2021 10:01

Her beretter vi i løbet af i dag lørdag den 24. juli 2021 om Grand Prix-klassen ved OL 2021 i Tokyo, og vi opdaterer jævntligt med nye kommentarer fra den internationale dressurdommer Susanne Baarup Christensen og med friske billeder af den internationale fotograf Dirk Caremans

Copyright Ridehesten.com
Susanne Baarup Christensen kommenterer ridtene fra Tokyo. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi har allieret os med en sand dressurekspert, nemlig den femstjernede dressurdommer Susanne Baarup Christensen, der blandt mange store opgaver dømte ved OL 2016 i Rio. Vi vil i løbet af dagen også kunne opdatere med billeder fra konkurrencerne.

I dag og i morgen rides der Grand Prix, hvilket har afgørende betydning for både holdkonkurrencen og for den individuelle konkurrence. Du kan se hele klassen på DR.dk, hvor berider Bjarne Nielsen er medkommentator.

Fakta
Fakta om Susanne Baarup Christensen
  • Ved siden af arbejdet som sportskoordinator i Dansk Ride Forbund, er Susanne international 5* dressurdommer og hun dømte bla. ved OL i Rio.
  • Hun er selv aktiv dressurrytter, og hun startede som national dressurdommer i 1977. I 2000 blev hun udnævnt til international dommer, og herfra er det bare gået opad.
  • Susanne har bl.a. dømt OL, EM, World Cup-finale og et hav af World Cup-kvalifikationer, internationale ungdomsmesterskaber og været President for Ground Jury ved verdensmesterskaberne for ungheste.
Fold up

SPØRGSMÅL & SVAR:

En af vores læsere har på Ridehesten Facebookside spurgt, om der i bedømmelsen tages hensyn til hestens alder. Dertil svarer vores samarbejdspartner Susanne Baarup Christensen uden tøven, at det gør der ikke. Dommerne skal dømme, hvad de ser uden hensyntagen til hestens alder.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Bohemian. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans.

SENESTE OPDATERING:

Kl. 14.56:

De sidste to ekvipager i den sidste gruppe var hollandske Hans Peter Minderhoud med avlshingsten Dream Boy e. Vivaldi/ Ferro og tyske Jessica Werndl von Bredow med trakehnerhoppen Dalera e. Easy Game/ Handryk. Gruppens helt store overraskelse var amerikanske Sabine Schütt-Kery med hingste Sanceo e. San Remo/ Ramiro's Son II.

Susanne Baarup Christensen udtaler:

Der er ingen tvivl om, at Dream Boy er en kvalitetshest, men det den slags ridning, som Cathrine Dufour og Jessica Werndl von Bredow har leveret, dommerne vil se og belønne. Det er yndefyld, korrekt og elegant ridning – og selvfølgelig på absolutte kvalitetsheste. Jessica ridt var fejlfrit og med store højdepunkter. Et fantastisk ridt.

Kl. 13.19:

Der blev fældet glædestårer i danske hjem under Cathrine Dufour og Bohemians ridt, og det gjorde der også i den danske delegation på stadion i Tokyo, hvor landstræner Nathalie zu Say-Wittgenstein var tydeligt bevæget over det fremragende ridt. Da vi fik vores kommentator Susanne Baarup Christensen på linjen, var hun heller ikke helt færdigt med at snøfte over det bevægende ridt.

Susanne Baarup Christensen udtaler:

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det må være en kæmpe forløsning for Cathrine, at Bohemian var fuldstændigt med hende set i lyset af deres erfaring tidligere på sæsonen. Det var et aldeles fremragende ridt, hvor det eneste, man kunne sætte en finger på, var tilbagetrædningen. Cathrine red en smule forsigtigt fra start, og det var en fornuftig disposition. Hun leverede et fantastisk ridt med så flot harmoni og følsom ridning. Og jeg har stadig tårer i øjnene og klump i halsen!

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Bohemian. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans.

Kl. 12.01:

Gruppe 2 i Grand Prixen er den gruppe, hvor vi skal se dansk Cathrine Dufour, og gruppen er skudt i gang af hollandske Edward Gal, der med den spektakulære hingst Total US e. Totilas/ Sir Donnerhall I har taget føringen i klassen med over 78%.

Susanne Baarup Christensen udtaler:

– Det er en imponerende hest med dejlig mekanik og store gangarter, men for meget uro fortil – jeg kunne godt ønske mig den mere stabil i kontakten. Passage, piaffe, galoppiruetter, ja hele vejen rundt blev der vist flotte øvelser med meget høj kvalitet. Selv om hesten endnu er for urolig fortil og er meget grøn, så så vi virkelig meget kvalitet – og så skal man huske på, at det er en meget ung hest.

Copyright Ridehesten.com
Edward Gal og Total US har scoret til over 78%, Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans.

Kl. 11.29:

Efter Nanna S. Merrald har ligget i front med Blue Hors Zack, har billedet nu vendt sig. Gruppens to sidste ekvipager, engelske Charlotte Fry med KWPN-hingsten Everdale e. Lord Leatherdale/ Negro og svenske Therese Nilshagen med oldenburgerhingst Dante Weltino e. Danone I/ Welt Hit II, har nu lagt sig i front og er dermed de to bedst placerede ekvipager i gruppen, som går videre til den individuelle finale. Det betyder, at Nanna skal videre ved at blive blandt de seks bedste ryttere, som ikke er gået videre ved at ligge i Top 2 i deres respektive grupper.

Susanne Baarup Christensen udtaler:

– Det er helt rigtigt. De var rigtig gode. Jeg er glad for Everdale, selv om den går lidt rejst og snæver fortil, men sådan er dens bygning, og der er jo ingen modstand. Det er en hest, der går med overskud og energi, om end den gik lidt spændt i samlet skridt. Svenskerens hest Dante Weltino er utrolig kvalitetsfuld, og de præsterede en travtur med god energi, men den blev lidt tøvende i piaffen, hvilket gik ud over overgangene. I galopturen så vi, at den svinger lidt i serierne, men sætter sig flot i piruetterne.

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Fry har scoret over 77%. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans.

Kl. 10.28:

27-årige danske Nanna Skodborg Merrald og den 17-årige avlshingst Blue Hors Zack e. Rousseau/ Jazz var anden ekvipage på banen og har netop opnået 73,168%, hvor der ikke har været helt enighed mellem de syv dommere. Hollandske Francis Debeek har dømt ekvipagen til under 70%, mens engelske Andrew Gardner har bedømt ridtet til knapt 77%. Susanne Baarup kommenterer:

– Som udgangspunkt synes jeg, at det var et utrolig flot og harmonisk ridt, og for mig var highlightet var den første parade og tilbagetrædning, som jeg godt kunne give 9 for. Nanna lagde flot ud i traven, men i første piaffe var Zack lige ved at mistet lidt rytme og tænke opad og ikke frem, og det er jo lidt hans askilleshæl, men Nanna red flot frem og ud af den. Dejlig afslappet skridt og god overgang til samlet skridt samt god overgang op til passage. Anden piaffe blev bedre, fordi Nanna turde løsne lidt og red godt frem. I toerchangementerne tænkte man, at nu får hun 8-9 stykker, men så prustede Zack og fik en fejl. Rigtig flot fri galop, og hun fik zig-zag’en rigtig godt fordelt, hvor Zack sprang flot til siden og lavede flotte changementer, flotte etterchangementer, der var store, flotte og gennemsprungne. Galoppiruetterne var meget flotte, dog mistede Zack lidt energi i den anden, bibeholdt dog god rytme, men måske lidt dyb fortil. De sluttede godt med deres bedste piaffe. Det positive ved ridtet i dag er, at man kunne se, at Zack ser frisk ud og har gålyst. Det er dejligt at se, at han fungerer godt, også i varmen.

Foreløbigt resultat af Grand Prix.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner