Zhaplin, Grand Galaxy Win og Botticelli solgt til USA

04-10-2018 09:21

De tre topheste fra Helgstrand Dressage, Zhaplin Langholt, Grand Galaxy Win og Atterupgaards Botticelli, er alle solgt til eks-dansker Charlotte Jorst i USA

Copyright Ridehesten.com
Zhaplin Langholt og Andreas Helgstrand.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk-amerikanske Charlotte Jorst, der står bag det populære rideudstyrsmærke, Kastel Denmark, har netop sikret sig endnu tre topheste, som skal hjælpe hende på vej til OL; de to avlshingste Atterupgaards Botticelli e. Benetton Dream/ Caprimond E.H. og Grand Galaxy Win e. Apache/ Jazz samt championatsvinderen fra Herning, Zhaplin Langholt e. Zonik/ Stedinger (opdr. Ole Magnus Jensen og Bente Graasbøll).

Det er ikke første gang, at den international succesrige Grand Prix-rytter, Charlotte Jorst, tager turen over Atlanten til Danmark, hvor hun har sine rødder, for stalden huser allerede flere talentfulde heste, som har haft base på Helgstrand Dressage, eksempelvis Lorenzo, Kastel’s Akeem Foldager og Kastel’s Nintendo. Med købet af endnu tre lovende dressurheste er Charlotte nu et skridt tættere på at realisere sine OL-drømme.

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Jorst.

– Jeg har haft øje på Zhaplin Langholt allerede fra da han blev bedste danske hest ved DRF's unghestechampionat i 2017 og fulgte ham tæt, da han vandt unghestechampionatet i Herning med Andreas i sadlen og deltog ved UVM i Ermelo. Han er i en klasse for sig og med sine storrammede bevægelser, fantastiske temperament og helt utrolige ridelighed, var jeg solgt allerede efter den første tur. Han har alt det, som efterspørges hos en moderne sportshest, fortæller Charlotte Jorst og tilføjer med et smil; og så har han en højde, der passer til mig.

– Der er ingen tvivl om, at Zhaplin er en helt særlig hest for mig og det skyldes selvfølgelig, at jeg selv har haft fornøjelsen af at ride ham. Men det glæder mig endnu mere, at Charlotte kan se det samme potentiale i ham som jeg, og derfor ser jeg frem til at følge dem på deres vej, fortæller Andreas Helgstrand, som håber at se Zhaplin i Wellington, når stævnesæsonen indledes. 

Copyright Ridehesten.com
Atterupgaards Botticelli og Severo Jurado Lopez.
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi er rigtig stolte over, at vores kunder vender tilbage igen og igen. Vi følger dem tæt på deres vej med deres nye heste og helt naturligt stiger ambitionerne jo bedre de bliver. Her er vi glade for, at vi kan hjælpe dem videre i deres karriere med nye heste, der opfylder deres behov, fortæller Andreas Helgstrand.

Ud over Zhaplin Langholt har Charlotte Jorst købt to af Helgstrand Dressages avlshingste, Atterupgaards Botticelli, som med Severo i sadlen vandt sølv ved DV og DRF's unghestechampionat i 2017 og red med i finalen ved UVM både i 2017 og 2018 samt fløjhingst i DV i 2014 og UVM-finalist i 2016, Grand Galaxy Win, der er far til tre kårede sønner i DV, herunder Hesselhøj Gnags, der fik ærespræmie til DV's hingstekåring i 2018. 

Zhaplin Langholt har allerede taget turen over Atlanten til Californien, hvor Charlotte Jorst har domicil, mens Atterupgaards Botticelli flyves derover senere. Grand Galaxy Win forbliver hos Helgstrand Dressage, hvor han fortsætter i avlen og sin videreuddannelse under Severo.

/Pressemeddelelse.

Copyright Ridehesten.com
Grand Galaxy Win og Severo Jurado Lopez.
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen