Trine Askjær-Jørgensen
Her til morgen begyndte VM i paradressur på BB Horse Arena i Herning. Danmark stiller ikke med nogle ekvipager i grad IV og I i år, men til gengæld stiller vi med en meget stærk ekvipage i grad II.
Katrine Kristensen har tidligere haft rigtig stor succes med vallakken Welldone Dallas, som hun blandt andet blev danmarksmester på sidste år og individuelt nummer fem og seks ved PL i Tokyo.
Først på året fandt hun så sin nye dansepartner i Gørklintgårds Quater e. Quaterback/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn), efter at hun valgte at pensionere Welldone Dallas.
Katrine har redet den mørkebrune vallak siden februar i år og købte ham et par måneder senere. Det var tydeligvis et "match made in heaven" for allerede efter kun få måneders partnerskab red de sig til guld ved DM i Uggerhalne tidligere på sommeren. Vallakken har tidligere gået Intermediaire, men er på rekordtid blevet omskolet til paradressur.
I dagens program så vi en utrolig velredet hest, der står superflot fortil, har en rigtig dejlig trav og skridt med bl.a. dejlig bæring og sving i traven. Katrine fik guidet den 14-årige DV-vallak flot rundt i programmet med mange højdepunkter som f.eks. rigtig fine overgange.
Da scoren tikkede ind, stod det endnu ikke helt klart, for der var stadig nogle ryttere tilbage i klassen, men kort efter kunne Katrine kalde sig for verdensmester i paradressur grad II – sikke en præstation efter kun cirka et halvt års partnerskab. Med 75,788% slog hun alle de ryttere, der ligger foran hende på verdensranglisten.
– Han var helt fantastisk derinde i dag. Han var virkelig med mig helt fra begyndelsen på opvarmningen og inde på banen. Han var så rolig og cool, men samtidig frisk og totalt klar på opgaven. Han har været lidt frisk forud for starten i dag, men i dag var han bare virkelig med mig, og det var så fantastisk. Det var så fedt at ride derinde med alt den opbakning og stemning, fortalte Katrine efterfølgende.