Vilde heste bliver sat ud i Nordjylland

26-08-2019 14:14

Camilla Tiefensee Schrøder

Til efteråret flytter en flok exmoorponyer fra Langeland til Nordjylland, hvor de fremover skal være med til at give naturen i området et løft

Copyright Ridehesten.com
Langelands vilde heste plejer naturen ved at holde vegetationen til gavn for blomster og insekter. Samtidig har de trukket mange besøgende til området. Nu emigrerer en del af flokken til Nordjylland. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

På sydspidsen af Langeland har en flok vilde heste græsset siden 2003. De er af exmoor-racen, som klarer sig selv året rundt stort set uden menneskers indblanding, og de hjælper med at pleje naturen i det statslige naturområde.

Der er nu så mange heste på Langeland, at en del af flokken skal finde et nyt sted at græsse, så der er mad nok til hestene, når vinteren sætter ind. Miljøminister Lea Wermelin løftede i dag sløret for, at 20 fynske ungheste fra flokken flytter ind i den nordjyske natur til efteråret. Det skriver Naturstyrelsen.

Staten har købt et naturområde i sammenhæng med det eksisterende statslige naturområde Skindbjerglund, der ligger på kanten af Lindenborg Ådal nord for Rold Skov.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– En mere sammenhængende og vildere natur står rigtig højt på min liste over vigtige opgaver. I den unikke natur ved Lindenborg Ådal vil man snart kunne møde heste, der græsser året rundt i et stort område, der skal strække sig på tværs af skov og åbne områder som enge og overdrev. Den slags vil jeg arbejde for, at vi fremover vil se meget mere af i vores fælles natur, siger miljøminister Lea Wermelin.

De to naturområder bliver til ét sammenhængende område på i alt 225 hektar, hvor der vil være fuld offentlig adgang som i de øvrige statslige naturområder. Dele af det nyindkøbte område har været plantet til med juletræer og skal nu genskabes som naturtypen overdrev, der er kendetegnet ved masser af blomster, sommerfugle og andre insekter. Den proces skal hestene hjælpe til med. I det eksisterende statslige område skal der også udlægges urørt skov over de kommende år. Derudover bliver adgangsforholdene til området forbedret.

Da Naturstyrelsen først lige har overtaget det nye areal, skal hestene gå i en midlertidig indhegning vinteren over. Dele af området afgræsses i forvejen med kreaturer, som nu får selskab af hestene. 

Naturstyrelsen forventer at sætte hestene ud sidst i oktober i år.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner