Vidste du det om Pius Schwizer?

20-11-2014 07:57

Den internationale topspringrytter, schweiziske Pius Schwizer, har nogle gange for meget energi, han kan godt lide at jogge, hans yndlingsdrik er Coca Cola og så har han lige fået to nye heste i stalden

Copyright Ridehesten.com
Pius Schwizer og Picsou du Chene ved EM i Herning 2013.

Pius Schwizer er født i Schweiz den 13. august 1962 og arbejder som professionel rytter og forretningsmand, og så er han meget succesfuld på de internationale springbaner, men hvad ved du ellers om ham?

Jo, han er i et parforhold og hans fritidsinteresser, når han ikke lige rider, er jogging og hans datter Lea.

Når det kommer til mad, så er livretten bøf Stroganoff og yndlingsdrikken Coca Cola, og skal han høre radio, så skal det være den lokale schweiziske radiostation Radio 32.

Som alle andre mennesker har Pius Schwizer også både stærke og svage sider, og ifølge ham selv, så er hans stærke sider udholdenhed, stærke nerver og fokus – alt sammen rigtig godt, når man springer på internationale topniveau – og så er hans svage sider, at han nogle gange har for meget energi.

Hans motto er ’Lev og lad leve’, og så går god vejr ham i godt humør, mens misundelse og ondsind kan gøre ham i dårligt humør.

Man kunne dog forestille sig, at et par spændende nye heste i stalden også kunne have en positiv indvirkning på humøret. I hvert fald har Pius Schwizer netop fået hestene PSG Opus og PSG Junior. Den sidste er en talentfuld otteårig efter Cornet Obolensky/Lando, mens PSG Opus er en 14-årig efter Contender/Landego. Begge hester er indtil for nylig blevet redet af østrigske Stefan Eder og ejes af Peter Schildknecht.

Kilde: pius-schwizer.ch/WorldOfShowjumping.com

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner