Victoria's Secret lever ikke mere

17-12-2025 15:45

Anna Toosbuy Raschs fantastiske hoppe og tidligere UVM-guldvinder Victoria's Secret har set sin sidste dag

Copyright Ridehesten.com
Victoria's Secret under Beatrice Buchwald på vej mod UVM-sejr i Ermelo. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Victoria’s Secret var et navn, der var på alle dressurentusiasters læber i 2016, da den store og elegante, røde hoppe under den tyske dressurrytter Beatrice Buchwald vandt guld for 5-års ved UVM i Ermelo.

En måned senere flyttede den nyslåede verdensmester ind hos Anna Toosbuy Rasch i Haderslev, og Anna har i dag meddelt på Future Dressages hjemmeside, at dagen i dag er en sorgens dag med et tungt farvel til "Vicky" pga. helbredsmæssige udfordringer. Vi citerer:

Vicky er født i 2011 hos tyske Walthe Schulte-Böcker. Hun er efter Vitalis og med Fidermark som morfar. Allerede som unghest viste hun sit helt ekstraordinære potentiale, da hun blev verdensmester for 5-års dressurheste i Verden med et karaktergennemsnit på imponerende 9,5, hvor dommerne fremhævede hendes superbalancerede og elastiske trav, hendes overgange og naturlige samling.

I september 2016 blev Victoria’s Secret en del af staldens beboere, da Anna for første gang sad i sadlen på hoppen under et træningsophold hos Andreas Helgstrand. Fornemmelsen var klar fra første ridt – og kemien var der!

Copyright Ridehesten.com
Victoria's Secret og Anna Toosbuy Rasch ved JBK i Odense i 2016. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kort efter kulminerede partnerskabet med en suveræn sejr i Dansk Ride Forbunds championat for 5-års heste. I finalen i Odense leverede Anna og Vicky et ridt fuld af harmoni og overskud, og de blev belønnet med fire 10-taller, et 9-tal og samlet 9,8! Dengang beskrev dommerholdet Victoria’s Secret som en komplet hest uden svagheder, præsenteret præcis, som man ønsker at se en 5-års dressurhest.

Trods de store sportslige bedrifter, har Vickys karriere været udfordret af helbredsproblemer, der har gjort, at hoppen i stedet har fået æret af en næsten lige så betydningsfuld rolle som avlshoppe.

Her har hun sat sit aftryk med kvalitet, temperament og bevægelse på sine skønne afkom. Flere af hendes afkom er frembragt via embryo transfer, så Victorias gener kunne føres videre samtidig med, at hendes sportslige karriere fortsatte.

Vicky er mor til Valerie (f. 2018 e. Grand Galaxy Win), Venus F (f. 2021 e. Total McLaren), Glamorous F (f. 2022 e. Glamourdale), Verona F (f. 2023 e. Morricone I), Devito F (f. 2024 e. Dynamic Dream) og Vinnie Who F (f. 2025 e. Morricone I).

Copyright Ridehesten.com
Vicky og Anna fotograferet efter deres sejr i det danske 5-års championat. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen