Vi tager hånd om elevernes heste

19-03-2020 15:02

For Danmarks efterskoler gælder det som for alle andre skoler og undervisningsanstalter, at man har måttet imødekomme regeringens krav om at hjemsende eleverne i to uger. På Tronsø Skolen passer et nødberedskab elevhestene og de heste og ponyer, som eleverne ikke kunne tage med hjem

Copyright Ridehesten.com
Forstander Toni Hessner har måttet sende eleverne hjem fra Tronsø Skolen, hvor et beredskab sørger for pasning af de tilbageblevne heste. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Corona-situationen og de mange restriktioner, som regeringen har udstukket, kan give sine udfordringer for de efterskoler, der har hestelinjer, for det er ikke alle elever, der kan tage deres hest hjem, og det er heller ikke alle elever, der har et hjem at vende tilbage til.

Forstander på Tronsø Skolen, Toni Hessner, fortæller, at man har været nødt til at opretholde et beredskab på skolen, der både er en efterskole og fri fagskole samt en landbrugsskole på samme matrikel. Enkelte elever, der ikke kan rejse hjem, er forblevet på skolen sammen med fire rumænske elever fra landbrugsskolen.

– Heste er et stort segment her på efterskolen, hvor halvdelen af eleverne går på hestelinjen, og de fleste har deres egen hest eller pony med. Vi har normalt 87 heste opstaldet, men vi har været så heldige, at de fleste hjemrejste elever har fundet opstaldning til deres hest, og så har vi foreløbigt givet dem foder med til 2-3 uger, fortæller Toni Hessner.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Pt. er der 23 heste tilbage på skolen, og heraf er de 12 skolens elevheste. Forstanderen fortæller, at det ikke er uvant for skolen at skulle stable et beredskab på benene til at passe hestene, for det sker også i uge 5, hvor alle er på studietur. Der er det normalt et lidt slidt personale, de efter rejsen kommer hjem til, for der skal trækkes mange ture frem og tilbage til og fra foldene.

Lige nu er det den konceptansvarlige på hestelinjen Stine Steffensen, staldmester Anne Kyneb og et par andre medarbejdere, der er tilknyttet stalden, som passer hestene. Forstander Toni Hessner er selv bosat på stedet og hjælper med hestene, men ellers er stort set alle andre medarbejdere sendt hjem.

– Vi har heldigvis så gode faciliteter, at vi med to ridehuse, skridtmaskine og folde kan undgå at være for mange mennesker i ridehusene, og så rider vi kun hestene hver anden dag i denne tid, hvor vi selvfølgelig også tager alle forholdsregler; vi vasker hænder og spritter af hele tiden, fortæller, Toni Hessner, som også har måttet sande, at der pt ikke kan blive nogen rundvisninger på stedet for interesserede fremtidige elever, men så må man finde andre måder til at fortælle om sin eksistens, og det har Tronsø Equestrian bl.a. gjort med denne film:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner