Vi har solgt to heste der gik EM

06-10-2013 06:53

Familien Nyhøj Kristensen på Fyn solgte inden for kort tid to af deres dressurheste og få måneder senere kunne de se begge heste vinde EM-medaljer i Herning

Copyright Ridehesten.com
Stinna Tange og Steffi Graf under EM i Herning.

Et tip til avlere og andre, der ønsker at sælge heste kunne måske være, at satse på at sælge paradressurheste. Det var godt nok ikke lige det, familien Nyhøj Kristensens gjorde, men alligevel endte de med at sælge to af familiens rideheste til paradressurryttere og under EM i Herning, kunne de se begge heste vinde medaljer på højeste niveau.

Familiens første avlshoppe Dina Girls første føl i 2003 var hoppen Steffi Graf e. Graf Oldenburg, som viste sig at besidde et aldeles glimrende temperament. Hun blev derfor dressurhest med familiens yngste datter, Stine, i sadlen. Da Stine senere købte ny hest, hørte hun, at den danske paradressurrytter Stinna Tange manglede en ny hest – og wupti, fik Steffi Graf en ny karriere på højeste niveau inden for paradressuren bl.a. med hele tre EM-bronzemedaljer til følge.

Stines storesøster, Karina, faldt pladask for den omgængelige Enggaards Solitaire e. Blue Hors Soprano/Kongo Marienhøj (opdr. Lene Holdt Larsen), så han kom hurtigt med hjem til Fyn, hvor hun uddannede ham til MB dressur.  Da hun pga. tidsmangel blev nødt til at sælge ham, fik han en helt ny rolle – nemlig som paradressurhest for engelske Ricky Balshaw. Det førte under EM til hele to sølvmedaljer.

Familien Nyhøj Kristensen fortæller hele den finurlige historie i magasinet Ridehestens oktobernummer. 

Læs meget mere i Ridehestens oktobernummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner