Vellykket 1-dags stævne i Randbøl

22-03-2025 09:56

Trine Askjær-Jørgensen

Det var med kort varsel, at Dressurakademiet slog et 1-dags landsstævne i dressur op, hvor de overtog nogle klasser fra Aarhus Rideklub, som havde måttet aflyse deres stævne. Stævnet i Randbøl blev en succes med flot fremmøde og masser af god ridning

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow og EQ Secret Suprise. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Helt exceptionelt holdt Dressurakademiet i går et 1-dags B-stævne i dressur. De havde nemlig overtaget nogle klasser fra Aarhus Rideklub, som desværre ikke havde fået nok tilmeldinger til deres landsstævne til, at det gav mening for dem rent økonomisk at afholde.

Flere af de tilmeldte ryttere ønskede at bruge stævnet som kvalifikation til de kommende mesterskaber og turnering, og derfor tog Dressurakademiet affære, så der alligevel blev et landsstævne i dressur for heste denne weekend.

Det var et spændende startfelt, der troppede op for at ride i de smukke rammer i Randbøl, hvor der fredag blev afviklet tre klasser.

13 ekvipager var til start i dagens første klasse, og her blev det erfarne Susanne Barnow, der løb med sejren på den tidligere unghestechampionatdeltager, EQ Secret Suprise e. Secret/ Gribaldi, som er opdrættet af Barnows elev Susanne Oldenborg, der selv red den sorte vallak i Herning for to år siden. Nu er den videre uddannelse i fuld gang, og i går blev det til 71,184% og en sikker sejr i MB2.

Copyright Ridehesten.com
Sophia Obel og Kgs. Hørgaard Tabasco ifm. clinic i Randbøl. Foto: Ridehesten.com/Trine Askjær-Jørgensen

Dagens næste klasse var Prix St. Georges, og her gik sejren til hjemmebanerytter Sophia Boje Obel Jørgensen med den relativt nyindkøbte 12-årige dansk varmblodshoppe Kgs. Hørgaard Tabasco e. Tailormade Temptation/ Weltmeyer (opdr. Laila Roschmann), som red til 71,754%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Anne-Mette Strandby Hansen fulgte lige i hælene på Myou de Jeu e. Revolution/ Florencio I med 70,614%, mens Sophias træner og ligeledes hjemmebanerytter Dennis Fisker var at finde i sadlen på Blue Hors Touch of Olympic L e. Blue Hors Don Olymbrio/ Fidermark (opdr. Anja & Jan Petersen), der tidligere har gået med stor succes under Nanna Skodborg Merrald og Sophia Ludvigsen. Parret red sig til tredjepladsen med 69,386%.

Copyright Ridehesten.com
Anna Toosbuy Rasch og Danciero. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det var et stærkt felt, der var til start i dagens højeste klasse, Intermediaire II, og det var en af de rigtigt erfarne, der løb med sejren, nemlig Anna Toosbuy Rasch på den tidligere UVM-vinder Danciero e. Dancier/ Floriscount, som opnåede 73,728%.

Anne-Mette Strandby Hansen tog endnu en andenplads, denne gang med den 12-årige DV-hoppe Delizia e. Fürstenball/ De Noir (opdr. Lotte Sophia Liv Kulle), som tidligere har gået under Anne Troensegaard. Parret red sig til 69,298%.

Tredjepladsen tog Sophia Obel sig af sammen med Dennis Fiskers tidligere tophest, den 21-årige hingst Delatio e. De Niro/ Rubinstein I, som den unge rytter har fået mulighed for at øve sig på. Parret red til 67,632%.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner