Vejret skaber problemer på Stutteri Ask

23-08-2024 20:03

Det ellers velfungerende Pavo og DRF's championatsfinalestævne i springning er stødt ind i vejrmæssige udfordringer på Stutteri Ask, men heldigvis er humøret stadig højt, og der er blevet vist flot ridning i kvalifikationsklasserne i dag

Copyright Ridehesten.com
Gitte Dahl og Bravour Kilen har redet dobbelt nul og er derfor klar til finalen for 5-års heste. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Enhver stævnearrangørs mareridt i sommersæsonen er, at vejret viser sig fra sin værste side - og vejrguderne har bestemt ikke holdt hånden over stævnepladsen på Stutteri Ask i dag, hvor kraftig blæst og regn har været skyld i, at flere klasser er blevet aflyst. Heldigvis er det dog lykkedes at gennemføre tre af dagens planlagte fem klasser, og derfor ved vi nu bl.a. hvilke 5-års heste, der er gået videre til finaleklassen i Pavo og DRF's championat i springning.

Det har været et godt stævne indtil videre, men vi har været udfordret af vejret, fortæller Betina Møller, der er med til at afvikle stævnet. 

Der er ikke nogen, der kan gøre for det med vejret; vi må bare gøre det så godt, som vi kan. Heldigvis har rytterne forståelse for situationen, og vi har nogle gode folk til at håndtere det, så det skal nok løse sig alligevel. På den ene eller anden måde ender vi med at finde de bedste heste i hver årgang, slår Betina fast.

26 ekvipager kvalificeret til 5-års finale
De 5-årige heste gik i dag deres anden kvalifikation frem mod søndagens finale. Både gårsdagens afdeling og dagens klasse blev afviklet i B0, hvilket vil sige, at det blot gjaldt om at være fejlfri. Mindst 20 ekvipager, men alle, der er fejlfrie i begge kvalifikationsrunder, kvalificeres til den endelige finale, og det betyder hos de 5-årige heste, at hele 26 ekvipager er med videre til på søndag. Blandt de finalekvalificerede er både fire Stutteri Ask heste, der må føle sig tilpasse på hjemmebanen, samt mange afkom efter Ask-hingste.

De 4-årige heste gik i dag deres første og eneste kvalifikationsklasse, der blev afviklet i metode S5, som er stilspringningsmetode, hvor udelukkende hesten og dens springteknik bedømmes. Kriterierne er bl.a. smidighed og elasticitet, benteknik, reguler- og ridbarhed samt kapacitet. For hvert nedslag fratrækkes 0,5 point.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Klassens vinder blev som den eneste ekvipage med 8,7 i stilkarakter Sarah Albus og Con Catch Z e. Conthargos/ Candillo, der dermed er overbevisende videre til søndagens finale. 2. pladsen gik til Geraldine Lüthje og Dansk Varmblodshesten Søndervangs Canter DWB e. Cabachon/ Canto (opdr. Else Ravn), der red en vellykket runde til 8,6 i stilkarakter. Den sidste plads i top tre blev delt mellem to ekvipager, der begge fik 8,5 i stilkarakter. Det drejer sig om Jesper Meyenburg og den DV-opdrættede Fire G.U.L. e. Favorit Ask/ Bøgelys Camaro (opdr. Lise & Jesper Grønbjerg Uhre Larsen) samt hjemmebanerytter Karen Møller RohdeVassini Ask e. Van Gogh/ Cassini I. 

Dagen har også budt på en enkelt MB1* fra morgenstunden, hvor hele 77 ekvipager var til start. Fejlfri og hurtigst i tiden 55,88 sek. var Laura Elisabeth Andersen og den 13-årige hoppe Isa de Lui. De blev efterfulgt af Rikke Rosengaard Hansen og den danskavlede Rosengårdens Francois e. Favorit Ask/ Chapultepec La, der red med nul fejl og kom indover mållinjen i tiden 59,64 sek. Carla Svendgaard og Lightning Blue WS blev med 59,2 sek. placeret som nr. 3. 

Aflyste kvalifikationsklasser
De 6-, 7- og 8-årige heste skulle efter planen have gået deres anden kvalifikation i dag, men vejret satte en stopper for dette, og hen på aftenen blev beslutningen om at hhv. udsætte og aflyse klasserne taget. Første afdeling i championatet for 7- og 8-års heste blev afviklet i går, torsdag, og i dag skulle ekvipagerne så igen have været på banen. Beslutningen blev at aflyse klassen, så alle 26 startende til finalestævnet er dermed kvalificeret til den endelige finale på søndag. 

Klassen for de 6-årige heste er til gengæld udskudt til i morgen, hvor den anden kvalifikation forhåbentligt kan afholdes uden for mange vejrmæssige udfordringer. Der bliver derfor et tætpakket program i morgen, hvor de mange ekvipager i de forskellige årgange skal ride om de eftertragtede pladser i søndagens finaler. Tilbage er ikke andet end at krydse fingre for en forbedring i vejret, så resten af stævnet kan forløbe planmæssigt.

ClipMyHorse livestreamer fra stævnet hele weekenden.

Start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Også Claus Hundebøl og den skimle DV-vallak med det mundrette navn Cabachapacoon Bilstrup er kvalificeret til finalen for de 5-årige heste. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen

Ridehestens fotograf har været på Stutteri Ask og fotograferet alle dagens klasser. Billederne kan snart ses og købes her på siden. Søndag er vi igen ude med kameraet, når de forskellige championatsfinaler skal afvikles.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen