Valegro sejrer igen igen

30-01-2015 17:12

Det er snarere reglen end undtagelsen, at britiske Charlotte Dujardin og Valegro står øverst på sejspodiet, og således også ved World Cup-kvalifikationen i Amsterdam, hvor det blev til en dansk niendeplads

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Dujardin og Valegro - her ved WEG 2014.

Ved Jumping Amsterdam blev der i dag afviklet en Grand Prix-dressur som en del af en World Cup-kvalifikation i den vesteuropæiske liga, og det var med dansk deltagelse af Agnete Kirk Thinggaard på Jojo Az e. Ginus/Justboy, som pt. sidder flot på tredjepladsen på World Cup-ranglisten.

Dagens Grand Prix vidnede om hård konkurrence i et stærkt felt, hvor dog én ekvipage så ud til at være et helt niveau bedre end resten. Britiske Charlotte Dujardin og Valegro e. Negro/Gerschwin har allerede vundet samtlige mesterskaber, og med hele 86,140% snuppede de da også dagens sejr med lethed og knap otte procentpoint ned til andenpladsen, som gik til hollandske Danielle  Heijkoop på Siro N.O.P. e. Gribaldi/Hemmingway med en score på 78,320%. Tredjepladsen gik til tyske Jessica  Von Bredow-Werndl på Unee BB e. Gribaldi/Dageraad med 74,880%.

Agnete Kirk Thinggaard og Jojo Az sluttede på en niendeplads med et samlet resultat på 71,180%, og Agnete fortæller følgende om ridtet i en statusopdatering på Facebook: ”Jojo var fantastisk i dag!! Desværre et par dyre rytterfejl, men man må jo håbe at man lærer af sine fejl til i morgen. I hvert fald er vi klar til küren og glæder os!!”

Og det er i morgen kl. 12.30, at starten går i Grand Prix Kür, og du kan følge med på FEI TV.

Flere resultater.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner