Anna Pørtner
I den forgangne weekend har det 27. Partner Pferd-stævne været afviklet i tyske Leipzig. Traditionen tro er der blevet afviklet FEI World Cup-kvalifikationer i kørsel og spring, og i sidstnævne har danske Zascha Nygaard Lill været helt suveræn. Til at gøre sig selskab i søndagens klasse, fik hun altså selskab af nogle store navne.
Longines FEI Jumping World Cup-klassen i Leipzig var den 11. ud af i alt 14 afdelinger i 2024-2025 sæsonen, og her var der altså spækket med navne af den helt store liga. Ryttere fra i alt 20 nationer var repræsenteret ved Longines FEI World Cup-afdelingen i Leipzig. Blandt dem var turneringens foreløbige førere at finde på startlisten, nemlig Kevin Staut og Robert Whitaker, der ligesom det resterende startfelt kæmper for at samle point til årets finale, der afgøres i schweiziske Basel fra den 2.-6. april.
Foruden Kevin Staut og Robert Whitaker var ryttere som svenske Peder Frericson og Rolf-Göran Bengtsson til start, ligesom schweiziske Martin Fuchs og Steve Guerdat og frankrigs Simon Delestre og Julien Epaillard. Også tyskerne havde sendt stærke repræsentanter afsted på hjemmebane, hvor Hans-Dieter Dreher og Marcus Ehning, der har vundet World Cup-titlen hele tre gange, var til start.
I går, søndag, skulle de i alt 40 ekvipager på banen i den imponerende arena, hvor forhindringernes højde lød på 160 cm. Zascha Nygaard Lill havde den 12-årige hingst Noah de Kalvarie e. Ustinov/ Almox Prints med sig til start, og sammen skulle de på banen som start nummer fire.
Schweiziske Martin Fuchs, der red på banen som nummer to, havde allerede lagt suverænt pres på de resterende ryttere, da han sammen med Conner Jei e. Connor Cosimo sikrede sig klassens første fejlfrie runde. Det var dog ingen hindring for Zascha Nygaard Lill, der på bedste vis styrede Noah de Kalvarie fejlfrit igennem hovedrunden, og det betød, at vi var sikret en omspringning.
Omspringningen bestod af intet mindre end 13 ekvipager, hvor navne som tyske Hannes Ahlmann, franske Julien Epaillard, tyske Marcus Ehning og franske Simon Delestre var iblandt. Ud af de 13 ekvipager, var der otte, der sikrede sig en fejlfri omspringning, og her var Zascha Nygaard Lill én af dem. Sammen med Noah de Kalvarie red hun nemlig i mål i tiden 42,92 sekunder, hvilket rakte til en suveræn fjerdeplads i det enormt stærke felt.
– Jeg er virkelig stolt over Noahs præstation. Han er rimelig ny på mit team, og det var hans første 160 cm klasse, fortæller Zascha efter gårsdagens ridt.
Sejren gik til Willem Greve fra Holland, der med den 13-årige hingst Highway TN N.O.P. e. Eldorado vd Zeshoek/ Chellano sikrede sig klassens hurtigste tid, 40,52 sekunder. Tredjepladsen gik til Simon Delestre med den 12-årige vallak Dexter Fontenis Z e. Diarado/ Voltaire Pref, mens Hans-Dieter Dreher og Elysium e. VDL Zirocco Blue/ Coronado tog sig af tredjepladsen.
Næste afdeling af Longines FEI World Cup bliver i hollands hovedstad Amsterdam, som allerede løber af stablen i næste weekend, fra den 23.-26 januar. Her tørner nogle af verdens bedste ryttere endnu en gang sammen i kampen om point til den prestigefyldte finale i april.
Stævnets start- og resultatlister.