USA har offentliggjort deres dressurhold til OL

26-06-2024 06:20

Lige nu er tiden, hvor flere og flere af verdens dressurnationer sætter navne på de ryttere, der skal repræsentere deres land til de olympiske lege i Paris senere på sommeren. Nu har USA også offentliggjort de navne, der udgør deres hold til OL

Copyright Ridehesten.com
Der er nu sat navne på de ryttere, der skal repræsentere USA ved OL i Paris senere på sommeren. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Det amerikanske rideforbund har netop offentliggjort navnene på de ryttere, der skal repræsentere USA ved de olympiske lege i Paris fra den 30. juli til 6. august. En gruppe på otte ryttere har i forårssæsonen konkurreret i Europa ved CDI stævnerne i Hagen, Rotterdam og Kronenberg for at ride sig til gode resultater, og en forhåbning om en OL-plads. 

Nu har Chef d'Equipe, Christine Traurig sammen med holdleder Laura Roberts udvalgt de ryttere, der skal på banen i Paris for at repræsentere USA. Med til Paris kommer holddyrlægen Dr. Laura Faulkner, teamets humane fysioterapeut Jennifer Mitchell og holdsmed Chuck Jones

Copyright Ridehesten.com
Adrienne Lyle er én af de ryttere, der skal repræsentere USA. Her ses hun med hesten Salvino. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Det er ingen hemmelighed, at det har været spændende hvem der ville blive udvalgt til at repræsentere USA i Paris, hvilket Christine Traurig bekræfter til Eurodressage: – Der har været en masse forventninger om valget af dette hold, og jeg er sikker på og stolt af hver af de kombinationer, vi har valgt til at repræsentere USA ved de kommende olympiske lege i Paris. 

Holdet der skal repræsentere USA er:

  • Adrienne Lyle med Helix e. Apache/ Zeester T 
  • Marcus Orlob med Jane e. Desperado/ Zandra
  • Steffen Peters med Suppenkasper (Spielberg/ Upanoeska 
  • Reserve: Endel Ots med Bohemian e. Bordeaux/ Sunshine
Copyright Ridehesten.com
Steffen Peters i sadlen på Suppenkasper. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

De tre udtagede ryttere har hele forårssæsonen leveret flotte resultater, hvor blandt andet Adrienne Lyle og Helix havde et yderst vellykket stævne i Kronenberg, hvor de endte på en andenplads i CDI4* Grand Prix Special med 73,319%. Her blev parret nemlig slået af holdkammerat Marcus Orlob med Jane, der slog personlig rekord med Jane og vandt den 4-stjernede Grand Prix Special med hele 75,930%. Steffen Peters og Suppenkasper blev fritaget for at ride de sidste amerikanske udtagelsesprøver, så parret kunne konkurrere til World Equestrian Festival i Aachen i begyndelsen af juli. Her blev parret den bedste amerikanske rytter til stævnet, hvor de blandt andet opnåede 72,660% og en andenplads i Grand Prix Special. Reserven er Endel Ots på Cathrine Laudrup-Dufours tidligere tophest Bohemian. Parret havde debut tilbage i marts 2024, hvor de endte stævnet med at vinde Grand Prix Special med 74,256%. 

Copyright Ridehesten.com
Endel Ots og Bohemian er reserve til OL. Foto: Ridehesten.com/ Anja Hegstrup.

Med det ovenstående amerikanske OL-hold, bliver der uden tvivl dressur på yderst højt plan, når rytterne indtager de franske baner i Paris senere på sommeren. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner