Unghestechampionatssejr til Play Girl

08-03-2014 16:31

Bodil Nyholm Sørensen

Dansk Varmblods Hingstekåring 2014 | Allerede fra starten af Katrinelund Unghestechampionat i springning 2014 har afkommene efter Party Dance gjort jeg bemærket, og det blev da også en velspringende hoppe efter Party Dance, der løb med den samlede sejr
 

Play Girl e. Party Dance/Calato, opdr. og ejer Stald Kristo v/Anica og Klaus Kristoffersen, Jægerspris, redet af Anica Kristoffersen, imponerede allerede fra første runde de to dommere Bo K. Møller og Stein Endresen, der i begge runder under egen ryttere honorerede hoppen med et nital for ridelighed, samt kommentaren: - Det er en dejlig hest, som vi glæder os over at se, og som det bliver spændende at følge fremover. Den har gode anlæg, den rigtige indstilling, bliver vist godt frem, og har en god teknik. Også fremmedrytter Lars Bak Andersen, der prøvede hoppen tidligere i dag var begejstret: - Den kommer meget fint for hjælperne, er forsigtig, og giver en god fornemmelse. Det er helt sikkert en hest, som Anica kommer tilbage med i S-klasser. Han gav Play Girl 8,0 for ridelighed og hele 9,5 for kapacitet. Det samlede resultat for Play Girl blev 858,75 point.

Andenpladsen gik til Welistro e. Lambrusco Ask/Pythagoras (opdr. Charlotte Schreiber, Ribe), ejet af Michæl Bendorff, Esbjerg, og redet af Charlotte Schreiber. Også her er tale om en hest, der fik dommerne til at ryste på med nitallerne. Bo K. Møller og Stein Endresen gav Welistro 9,0 for teknik og kapacitet, mens testrytter Lars Bak Andersen honorerede hesten med et nital for kapacitet. Det blev til et samlet resultat på 853,25 point.

Endnu et Party Dance-afkom sprang sig til tredjepladsen i Katrinelund Unghestechampionat i springning 2014. Lillevangs Mr. Swing King e. Party Dance/Kilian (opdr. Jytte og Poul-Erik Simonsen, Nykøbing Sj.), ejet af Betina og Torben Jæger Jensen, Tjele, redet af Michæl Aabo indkasserede 9,0 for ridelighed ved Bo K. Møller og Stein Endresen, og den tendens hoppede Lars Bak Andersen med på i sin vurdering af hesten. Lillevangs Mr. Swing King opnåede et samlet resultat på 835 point.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen