Ung i DV er fællesskab og faglighed

10-03-2018 14:28

Marie Helene Rigård Rohleder

Dansk Varmblods ungdomsafdeling “Ung i DV” har for tredje år i træk fundet vinderne i DM i Hest. I år gik sejren til Nadja Therkildsen og Ena Heide. Ung i DV er en klub for alle unge hestefans, hvor der bliver vægtet faglighed og fællesskab

Copyright Ridehesten.com
De to stolte vindere af DM i Hest.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods ungdomsafdeling “Ung i DV” har for tredje år i træk fundet vinderne i DM i Hest. I år gik sejren til de to unge veninder Nadja Therkildsen på 19 år og Ena Heide på 17 år. Ud af 21 hold opnåede de flest point i finalequizzen. 

– Det var mega vildt at vinde. Det har bare været så hyggeligt at være sammen om den her konkurrence. Vi synes, at det er et rigtig godt koncept, fordi alle kan være med, fortæller en meget glad Ena Heide til Ridehesten.com.

Til daglig går Ena i gymnasiet, mens Nadja er beriderelev på Vilhelmsborg. Deres hverdag er fyldt med hest, og de mødte også hinanden på et ridestævne, og derefter udviklede der sig et stærkt venskab. 

En hesteklub med faglighed og fællesskab
Ung i DV er en klub for alle hesteinteresserede mellem 8-25 år. Her arrangeres forskellige uddannelsesforløb, kurser og faglige oplæg.

Ung i DV afholder kurser om mønstring, bedømmelse af løsspringning, faglige oplæg om hestens sundhed, og så deltager de i VM for ungavlere. Her vandt Lasse Bendixen blandt andet en guldmedalje for mønstring.

Det blev en sand fest for de unge Dansk Varmblods deltagere ved sidste års VM i Canada, hvor Danmark kom ind på en samlet 5. plads.

Copyright Ridehesten.com
En del af holdet bag Ung i DV.
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Formålet med Ung i DV er at få indkørt næste generation af både avlere, dommere og kåringsbedømmere. Vi vil rigtig gerne få engageret en masse unge hesteinteresserede mennesker, som har en anden tilgang til sporten, så det ikke kun går op i ridestævner, siger Sophie Asp, der  sidder i forretningsudvalget i Ung i DV og er tovholder ved Ung i DV til hingstekåringen.

Sophie bruger rigtig meget af sin tid på Ung i DV, og her ved hingstekåringen i Herning suser hun rundt i den røde DV-jakke og inviterer glædeligt alle interesserede ind på Ung i DV’s stand i messehallerne.

– Vi oplever, at det er lidt svært at få flere medlemmer og spredt budskabet om Ung i DV. De fleste tror, at man skal have en DV-hest for at være med. Men det passer altså ikke. Os medlemmer synes, at det er super, og vi vil så gerne have flere medlemmer, fortæller Sophie Asp til Ridehesten.com

Hvad er DM i hest?
DM i Hest er en konkurrence på hestefaglig viden. I de indledende runder dystes der i teori om sundhed, sygdom, sportsresultater og avlsbedømmelser. De indledende runder er bygget op som en quiz på nettet, hvor alle hjælpemidler er tilladt.

Til DM i Hest deltager du på hold af 2-4 personer, og de 5 hold med de højeste point er med i finalen, som foregår lørdag ved hingstekåringen i Herning.

I finalen skal de svare på spørgsmål fra et opgaveark, uden hjælpemidler. Og så udtrækkes vinderen på standen, hvor der blev uddelt flotte sponsorpræmier til de heldige vindere.

Copyright Ridehesten.com
Publikum ventede spændt på afgørelsen.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner