Camilla Tiefensee Schrøder
Efter at have redet indledende runder de sidste to dage i KRAFFT Tour of Amateurs, var det i dag, der for alvor skulle rides, hvis man ønskede at deltage i det prestigefyldte internationale stævne Falsterbo Horse Show til sommer.
Og det gjorde 57-årige Berit, som ramte toppen i dag i sadlen på den 17-årige vallak Lasar H e. Solos Landtinus/Lucky Light, som hun ejer sammen med børnebogsforfatteren Lene Kaaberbøl. Efter at have sluttet de to sidste dage med fire fejl uden placering strøg hun pludselig ind på en overbevisende førsteplads i tiden 48,85 sekunder, som ingen af de andre ryttere var i nærheden af at kunne måle sig med.
- Ja, de gamle kan endnu, lød det grinende fra dagens vinder efter præmieoverrækkelsen.
Sagde undskyld for sejren
Uanset hvem der vandt de andre dage, var der kun én rytter, der går videre til finalen ved Falsterbo Horse Show, og dagens vinder fik pludselig helt dårlig samvittighed over, at hun tog chancen fra de andre.
- Jeg sagde undskyld til de unge, for de burde jo egentlig være kommet afsted i stedet for mig, siger hun, men tilføjer så: - Men det er "once in a lifetime" for mig, og måske også sidste chance for at nå at prøve det, jeg altid har drømt om, inden jeg bliver for gammel.