Tyven kørte afsted med Avanten

14-01-2014 15:02

Britt Carlsen

Salgs- og markedsføringsansvarlig Martin Jensen opdagede natten til søndag, at Avant Danmark har haft ubudne gæster og fået stjålet en af deres minilæssere. Dussør på 10.000 kr. udloves

Det var salgs- og markedsføringsansvarlig Martin Jensen, der opdagede tyveriet af minilæsseren, da han var på vej hjem fra et privat arrangement. “Jeg kørte forbi vores showroom, da det ligger på vejen hjem og i forbifarten syntes jeg pludselig, at der manglede en minilæsser. Så derfor vendte jeg bilen for at køre tilbage og så, at der ikke kun manglede en minilæsser, men der var også et stort hul i hegnet omkring vores showroom. Og så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået, desværre,” fortæller en ærgerlig Martin. Maskinen stod til udstilling foran Avant Danmarks showroom i Låsby og blevet stjålet natten til søndag den 12. januar mellem kl 21.30-04.30.

Det er desværre ikke første gang, at Avant Danmark oplever at få stjålet en af deres grønne minilæssere. For knap 1,5 år siden blev en minilæsser fra 2004 stjålet, men på trods af en stor indsats for at få maskinen tilbage og en udlovet dusør, vendte minilæsseren aldrig hjem igen.

Avant Danmark giver dog ikke op, men udlover igen en dusør på 10.000 kr til den person, som kan lede dem frem til deres grønne minilæsser. Imens gør de selv, hvad de kan for at finde frem til den manglende Avant, og overvejer nu at indsætte sporingsenheder i alle deres Avant minilæssere, så de er bedre forberedt, hvis tyvene igen ligger vejen forbi Avant.

Maskinen er en Avant 630 minilæsser fra 2007 med stelnummeret 53466. Kontakt Martin Jensen på mj@avant.dk eller 31 13 98 54, hvis du har nogle oplysninger, som kan bringe minilæsseren hjem igen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner