Tysk uro: Åbent brev fra stutterier

11-04-2014 15:19
Avl

Ti tyske statsstutterier har dannet samlet trop i et forsøg på at ændre reglerne for afprøvning af hingste

Copyright Ridehesten.com
Præstationsafprøvning - sådan én vil ti tyske statsstutterier gerne have 3-årige hingste igennem, før de har avlsgodkendelse. Her er det Blue Hors Bentley, der ved 70-dages testen i Schlieckau for nogle år siden er en tur i terrænet.

Den seneste tid har der i Tyskland hersket debat om afprøvningen - eller manglen på samme - af 3-årige, nykårede hingste. Det tyske rideforbund FN Verlag, som står for for rideprøverne, er i øjeblikket i færd med at forberede et oplæg, der skal ændre praksis.

Nu melder ti tyske statsstutterier sig på banen med et åbent brev. I det foreslår de, at 3-årige hingste ikke får avlsgodkendelse, før de har bestået enten en sommer- eller en efterårsafprøvning under rytter - hvilket er anderledes end rideforbundets forslag, der indebærer en kort prøve i april. Statsstutterierne vil have mindst 10 dage lange afprøvninger med de samme dommere, hvor den fjerdedel af hingstene, der klarer sig dårligst, derefter vil få frataget deres avlsgodkendelse. 

- Vi er klar over, at forslaget ikke vil vække begejstring hos nogle hingsteholdere. Tabet af den første avlssæson kan i første omgang betyde økonomisk tab, men vi er overbeviste om, at alle på langt sigt vil kunne profitere på et bedre selektionssystem - i stedet for den kortsigtede markedsføring af uafprøvede hingste, lyder det i det åbne brev.

Der er dog også enighed om nogle ting. Statsstutterierne støtter rideforbundet i, at 4- og 5-årige hingste skal deltage i udvalgte konkurrencer under både egen- og fremmedrytter, ligesom 4- til 6-årige hingste kan gennemgå en særlig 50-dages test - hvor den ringeste fjerdedel igen skal holdes fra hopperne.

Repræsentanter for følgende statsstutterier har skrevet under på brevet:

Landgestüt Neustadt (Dosse)
Landgestüt Celle
Landgestüt Wahrendorf
Landgestüt Sachsen/Anhalt Prussendorf
Landgestüt Moritzburg/ Hauptgestüt Graditz
Landgestüt Dillenburg
Landgestüt Zweibrücken
Haupt- und Landgestüt Marbach
Haupt- und Landgestüt Schwaiganger
Landgestüt Redefin

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner