Tysk tophingst købt til Danmark

17-06-2008 10:28
Avl
BFC Horses v/ Brian Christensen har købt den stærkt frekventerede hannoveranerhingst Samarant hos Paul Schockemöhle i Tyskland.

Sandro Hit-sønnen Samarant står for de fleste danske avlere og dressurinteresserede ikke som noget ubeskrevet blad. Den populære beskeler har i flere bedækningssæsoner været med til at trække det store læs på Paul Schockemöhles hingstestation og har med Anja Engelbart i sadlen deltaget i det tyske Bundeschampionat. Sabine Petersen og Martin Hussmann fra Stald Hussmann i Børkop er henrykte over BFC Horses' investering, der fra 1. august i år vil blive opstaldet på parrets ridecenter og hingstestation, hvor Sabine vil tage vare om den 7-årige hingsts dressurmæssige uddannelse. BFC Horses investerede tidligere på året i springhingsten Chellys Z, som Martin Hussmann uddanner i springning. BFC Horses' første investering var vallakken Atterupgaards Cassidy, som Sabine Petersen netop har kvalificeret til VM for ungheste i Verden, Tyskland. Stald Hussmann har et godt samarbejde med hestehandler Klaus Munkedal og hans medarbejder Sanne Henningsen, der er en af Danmarks bedste dressurryttere. Martin Hussmann fortæller, at Sanne var med nede og prøve den sortbrune hingst hos Schockemöhle og det gik helt fantastisk. - Vi vil videreuddanne hingsten med hjælp fra Sanne, som har en enorm rutine, og har også hjulpet Sabine med Cassidy. Samarant vil lige som de andre hingste blive tappet her hos os, hvor vi udover ridecenter også har hingstestation. Samarant, der allerede har seks Dansk Varmblodsafkom registreret, var far til 20% af finaleføllene i det tyske følchampionat sidste år, hvor to af de ti finaleføl var efter Samarant. - Samarant og Chellys Z vil begge blive fremvist i et showindslag ved World Cup stævnet i Odense her i efteråret og det glæder vi os meget til, slutter Martin Hussmann.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner