Thilde Alsing
Endnu en travl dag lakker mod enden på Stutteri Ask, der i denne weekend er vært for finalen af turneringen Stutteri Ask Trophy.
I løbet af i dag har der været 171 starter igennem, og en flok ryttere har deltaget i Stutteri Ask Trophy, der afholdes for både ponyryttere i kategori 1 og 2, children-, U18- og U25-ryttere. Ud over det har der også været en stor flok ryttere til start i de almindelige landsstævneklasser.
Dagens første klasser var netop almindelige landsstævneklasser, og her blev det blandt andet til en sejr for Ida Bech Lange og Jokinal e. Jokinal De Bornival/ Baloubet Du Rouet i den 2-stjernede MB2-klasse foran et felt på 41 ryttere.
I de to landsstævneklasser var tilslutning stor, men Betina Møller, der er medarrangør af stævnet, fortæller, at de havde håbet på endnu flere starter i Stutteri Ask Trophy-turneringen:
– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er lidt ærgerlig over, at der ikke er større tilslutning til finaleklasserne. Men dem der er her, klarer det rigtig godt og viser også stor tilfredshed i det, vi gør for dem. Så det er jeg rigtig glad for. Men det er ikke alle de ryttere, der har kvalificeret sig til finalen, der har valgt at ride stævnet her.
Hun tilføjer:
– Indtil videre er det gået rigtig godt. Der har været god ridning på højt niveau, og der er stor tilslutning i vores almindelige klasser, LA og MB. Efterspørgslen på at komme til stævnet er generelt set stor.
Spændende foredrag på programmet
En stor del af dagen var dog afsat til 2. kvalifikation af Stutteri Ask Trophy-turneringen. I children-rytternes klasse, LA1* med en forhindringshøjde på 115 cm, red Emmelie Freund og Cartouche e. Catoo/ Catoki sig i dag til en sejr. Emmelie blev i går placeret som nr. 3, men i dag avancerede parret til en førsteplads.
Sascha Vestergaard Levisen og Heart Beat's Brakeout e. Heartbeat/ Limbus (opdr. Bjarne Nielsen), der ligeledes blev placeret i går, tog placeringen som nr. 2 i klassen. Placeret som nr. 3 blev Victoria Lillelund Nielsen og Erdento e. Cardento/ Casco.
I juniorklassen var der også flere gengangere på sejrsskamlen. Endnu en gang tog Laura Thomey sejren på Caba Brons e. Cabachon/ Coronado (opdr. Thomas Pihl Jensen) i den 135 cm høje klasse, mens Anna Ley tog både anden- og tredjepladsen. Sammen med den hjemmeavlede Kong's Fidibus e. Volstrups Cash/ Willimoes (opdr. Hans Ley) tog hun andenpladsen, mens hun med Errando e. Argentinus/ Lys De Darmen tog tredjepladsen.
– Stemningen har været god, forsætter Betina Møller om dagen og tilføjer, at der i løbet af dagen også var afsat tid til to indslag fra Højgaard Hestehospital. Dyrlæge Rikke Munk Andersen afholdte i dag to oplæg om hestevelfærd, som satte fokus på, hvordan ryttere fremadrettet må bruge hestene i sport.
– Der var plads (i programmet) til en ekstra vinkel på det her stævne. Emmet var hestevelfærd, og der var rigtig fin tilslutning. Der var nok et sted mellem 25 og 35 fremmødte til hvert foredrag: både ryttere og deres forældre.
Rikke Munk Andersen afholdte to identiske foredrag på forskellige tidspunkter af dagen, så rytterne kunne nå ind at høre det på forskellige tidspunkter.
– Rikke havde fokus på, hvad vi skal være opmærksomme på, for at vores heste har det godt. Og hvad der skal til for, at vi må blive ved med at bruge vores heste i sporten.
Caroline sejrer atter i U25
Senere på eftermiddagen blev det tid til, at U25-rytterene kunne indtage banen.
Caroline Knudsen også tilføje endnu en sejr til dette weekends stævne. Ligesom i går sejrede hun med Landlyst Callicon e. Bøgegårdens Dicapo/ Coronado (opdr. Karina Prinds) i MA2**-klassen på 140 cm. Andenpladsen gik igen i dag også til Frida Munk Lassen og Kirkelodsgaards Ci Ci Chopin DWB e. Ci Ci Senjor Ask/ Casir Ask (opdr. Charlotte Schiøler), og det lykkedes også Frida at tage en placering som nr. 3 med Valerie Ask e. Larimar/ Quite Capitol (opdr. Peder Øllegaard).
Klassens sidste placering gik til Emma Ponsaing og La Chance de Jade (C Cest Lord) e. Lord If Chalusse/ Corlando (opdr. CapaCity Horses).
Nye ekvipager i toppen af feltet hos ponyerne
Ponyerne fik i dag lov til at lukke ballet på Stutteri Ask. I går blev ponyklasserne afviklet som stilklasser, og resultatet blev derfor i høj grad afgjort af ekvipagernes stilkarakterer. I dag var der dog tale om almindelig springklasser, hvilket muligvis kan have bidraget til ændringer i feltets placeringer.
Amanda Larnæs Bjerg Hansen og Bassy sejrede i dag i MA1*-klassen for kategori 2-ponyer, mens Camilla Winther og Kenzie Van der Vonderschotten e. Kalido Van Klaverborch/ Polsbury Pirelli fulgte tæt efter på andenpladsen.
Tredjepladsen tog Emma Aamand med Svanekærs Coco e. Mister Malthe/ Firhøj's Pari (opdr. Marianne Brandtmar Larsen).
Hos kategori 1-ponyerne blev der i dag flyttet lidt rundt på toppen af feltet, da Sille Hartvig Nielsen sammen med GCS Rambo e. Cashelbay Cruise tog sejren. Anna Ley fastholdte dog en placering i toppen, og sammen med Ebonys Star tog hun en placering som nr. 2.
[F6}
Molly Nordenbæk red sig i dag til en placering og blev sammen med Agerbæks Bonfire placeret som nr. 3. De to resterende placeringer, hhv. fjerde- og femtepladsen, blev besat af Filippa Ørnfelt Bertelsen med Carlton Bugatti og Frederikke Hoffmann Kønigsfeldt med Kingstown Rebel e. Gurteen Rebel/ Cuchulainn.
Også til aften var der plads til hygge og socialt samvær, da Stutteri Ask havde arrangeret fælles spisning for ryttere og forældre.
I morgen rides finalen i Stutteri Ask Trophy-turneringen, hvor to tredjedele af de startende ekvipager i hver alderskategori er startberettiget. De ryttere, der har kvalificeret sig til finalen, kan ses på stævnets start- og resultatlister nedenfor.
Stævnet bliver streamet på ClipMyHorse.