Maja Golles
En skoleklasse på udflugt fra Aalborg fik en mindre god oplevelse med hjem efter deres besøg i Den Gamle By i Århus. Lidt før middag i går blev to heste skræmt af en larmende maskine, så kusken ikke kunne styre dem. Hestene gik i galop over 200 meter, og kusken, en elev og en lærer måtte en tur på skadestuen. - Jeg sad på mit kontor, da jeg pludselig hørte rumlen udenfor. Jeg styrtede ud, hvor jeg kunne se, at alt vort personale lynhurtigt var i gang med at hjælpe efter ulykken. Vi drøfter, hvad vi kan gøre for at undgå lignende ulykker i fremtiden, siger direktør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By. Han betegner kusken som meget erfaren og oplyser, at hestene har arbejdet i Den Gamle By i flere år. Vagthavende hos Østjyllands Politi i Århus oplyser, at ingen har gjort noget galt i forbindelse med ulykken. Den Gamle By gav efter ulykken skoleklassen bolcher og saftevand og betalte for taxier ud til det vandrerhjem, hvor eleverne overnatter. Alle tre er sluppet uden alvorlige skader. Kilde: TV2 Østjylland/JP Århus