Tre heste udtaget til Herning

28-02-2014 17:22

Bodil Nyholm Sørensen

Avl

Dansk Varmblods Hingstekåring 2014 | Nogle af de erfarne udstillere ved Dansk Varmblods hingstekåring er Atterupgaard. De har I år tre heste udtaget og glæder sig til nogle spændende dage i Herning
 

Copyright Ridehesten.com
Michael og Kristine med hingsten Atterupgaards Seebach ved hingstekåringen Herning i 2014.

En 3-års, en 4-års og en 5-års kommer Atterupgaard v/ Kristine Munch Sinding og Michæl Sinding med til Herning. Alle heste er af egen avl og ud af tre forskellige hoppestammer.

Det drejer sig om 3-års hingsten Atterupgaards Kingston, 4-års hingsten Atterupgaards Seebach og den 5-årige vallak Atterupgaards Capirossi, der er udtaget til Unghestechampionatet. Faktisk har Atterupgaard også en helsøster til Seebach, Atterupgaards Dallara, på reservelisten til Unghestechampionatet, så der er stadig chance for, at de skal have fire heste pakket i trailerne. Men det gør de også gerne.

Atterupgaards Kingston er en 3-års hingst e. Krack C/De Niro. I hoppelinjen går han tilbage til Josef Wernckes gode stamhoppe Traumziel xx, der har givet mange succesfulde afkom i Tyskland. Han er sin mors første føl, og hun er selv første føl efter den Sandro Hit-hoppe, som Atterupgaard har importeret.

Der ligger også en meget succesfuld hoppestamme bag Atterupgaards Seebach e. Sandro Hit/Caprimond, som også er særdeles kendt i Danmark. Hans mor er helsøster til den dobbelte ungrytter-europamester Atterupgaards Cassidy.

– Vi har avlet på den hoppestamme i flere generationer og ved, at vi altid får afkom med meget en kraftfuld motor og meget høj ridelighed, fortæller Kristine.

Seebach har altid stået hos opdrætterne, også i bedækningssæsonen, og han er meget omgængelig og fantastisk nem at have med at gøre. Han har aflagt en 35-dages test med et særdeles godt resultat og har i det hele taget udviklet sig godt siden kåringen sidste år.

– Han er den flotteste hest, jeg nogensinde har haft. Type og eksteriør er der ikke noget at sætte en finger på, siger Kristine, der ser frem til at få tre føl efter Seebach på nogle af stutteriets bedste hopper.

Det er første gang, at Kristine og Michæl fremstiller en 4-års hingst og de glæder sig meget til vise Seebach i Herning igen. Planen er dog ikke på længere sigt at beholde ham. Atterupgaards forretning består i at producere dressurheste, og således skal Seebach også sælges, når den rigtige situation opstår.

Den 5-årige vallak Atterupgaards Capirossi e. Caprimond/Stedinger skal rides i Blue Hors Unghestechampionat i dressur af Atterupgaards egen rytter, norske Selina Hundstuen Solberg, som har arbejdet på stutteriet i fem år. Hun kom fra et job hos Blue Hors og før det Stutteri Solos.

– Vi håber, vi kan beholde Selina mange år endnu. Hun og jeg arbejder meget tæt sammen i det daglige, og hun er guld værd, fortæller Kristine.

Atterupgaards Herning-team påstår hestepasser Denise, rytter Selina og ejerne Kristine og Michæl.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner