Thomas Bach Jensen
Den traditionelle Efterkåring i Dansk Varmblod, som finder sted i april, fungerer som en opsamling efter forbundets ordinære Hingstekåring i marts. Efterkåringen er for de hingste, som af den ene elle anden årsag ikke har kunnet fremstilles ved den ordinære kåring.
Da det udelukkende var hingste fra Helgstrand Dressage, som i år var tilmeldt efterkåringen, blev kåringen henlagt til Helgstrand Dressage i Uggerhalne. Fredag den 4. april bedømte talsmand for Avlsledelsen i dressur, Vicky Nortvig og Bjarne Nielsen tre hingste. Publikum var naturligvis velkommen til at overvære kåringen, og den mulighed benyttede et par håndfulde nordjyske avlere sig af.
Veniro færdigkåret
Den først hingst til bedømmelse på fast bund og under rytter var den 4-årige Veniro e. Va Bene/De Niro født i Tyskland og ejet af Helgstrand Dressage. Hingsten har bestået 35-dages test i Tørring med 855,5 points, og blev efter fremstillingen i dag færdigkåret.
To 3-års hingste med avlsgodkendelse
To 3-årige hingste opdrættet i Tyskland og ejet af Helgstrand Dressage blev fremstillet med henblik på at opnå avlsgodkendelse. Den ene var fløjhingsten fra Oldenburg-kåringen i januar, La Paix e. La Vie/ Sir Donnerhall I/ Rubinstein I – den røde hingst er halvbror til avlshingsten Bonds, og han opførte sig særdeles samarbejdsvilligt og eksemplarisk under rytter. Den smidige hingst præsenterede tre taktfaste, rummelige grundgangarter, og han opnåede 1 års bedækningstilladelse i forbundet.
Den anden 3-årige hingst var den højtstillede, moderne, sorte Furious e. Franklin-sønnen Fair Deal og med De Niro til morfar. Hingsten er godkendt i Hannover og Westfalen, og han præsenterede sig med en imponerede trav- og galopbevægelse rummeligt med god aktion og op-ad-bakke tendens. Også han opnåede 1 års bedækningstilladelse i Dansk Varmblod.
For de to 3-årige hingste gælder, at de skal aflægge en bestået materialprøve inden endelig kåring.
I magasinet Ridehestens maj-nummer kan man se en beskrivelse samt kåringskarakterer på hingstene.